Vis mig din helt …

Kære Krage

Jeg har noget med primitive, egoistiske machomænd. Meget ofte amerikanere. De må gerne være aldeles fejlbarlige, kolde i røven, uden hang til for meget navlepilleri og alligevel med stærke værdier godt skjult et eller andet skyggefuldt sted. Jeg vil gå så langt som til at sige, at den slags ofte ender som en slags helte for mig.

En af mine største af slagsen er Jeff Lebowski i The Big Lebowski. The Dude, hvis store passion i livet er bowling. Hvis du dertil skænker et glas White Russian og et varmt bad med en god joint, så er The Dude lykkelig. Jeg kan ikke anbefale den film nok. Jeg har efterhånden set den mange gange, og pudsigt nok gik det for nylig op for mig, at jeg ikke har fattet plottet. Jeg kan ikke forklare filmens forløb. Jeg har været for optaget af at læse The Dude og ikke mindst de helt igennem fremragende dialoger med bowling-vennerne.

The Big Lebowski er både skrevet og instrueret af Coen-brødrene, som har lavet flere fantastiske film, men ingen karakterer kommer op på siden af The Dude (og Walter, Donny, Jesus mv). Han er langt ude i hampen og utrolig virkelig.

Det samme kan man sige om mange cowboys gennem tiden. Denne sommer stødte jeg på en samtidig i skikkelse af Michael Connellys LA-detektiv Harry Bosch, hvis vigtigste karakteregenskab er, at han er ligeglad med, hvad folk tænker om ham. Som da han står over for en tekniker og skal have et skateboard med, og Bosch beder om en kasse til skateboardet. Teknikeren svarer vittigt:

”Oh, I thought you were going to ride it out of here, Harry.”
Bosch didn’t smile.
”That’s a joke.”
“Yeah, I know”.

Måske skal man nedstamme fra den region for at kunne aflevere så knastørre linjer. En anden af mine helte (ordet antihelt har jeg aldrig helt forstået) er low life-loseren Henri Chinaski fra LA. I Post Office, som er Charles Bukowskis første roman tilbage fra 1971, arbejder Chinaski 12 timer hver nat med at sortere post, og når han kommer hjem, skal han studere postruter for at bestå en test. Han kommer hjem ud på morgenen med en sixpack under armen, studerer, falder i søvn og bliver, som dagene går, mere og mere træt. En morgen kommer ham hjem fra arbejde komplet udmattet og finder en dame på sofaen:

She looked all right. Young. Good legs. A blonde.
“Hello,” I said, “care for a beer?”
“Hi!” she said. “All right, I’ll have one.”
“I like the way this place is fixed up,” I told her.
“I did it myself.”
“But why?”
“I just felt like it,” she said.
We each drank at the beer.
“You’re all right,” I said. I put my beer-can down and gave her a kiss. I put my hand on one of her knees. It was a nice knee.
Then I had another swallow of beer.
“Yes,” I said. “I really like the way this place looks. It’s really going to lift my spirits.”
“That’s nice. My husband likes it too.”

Og her går det så op for Chinaski, at han er på den forkerte etage, og det går op for læseren, at det ikke er hallucinationer. Chinaski går op til sig selv. Ikke fordi han ikke vil være sammen med kvinden, men fordi ”some men are crazy”. Da kvinden spørger, hvad han mener, svarer han: ”I mean some men are in love with their wives.”

Chinaski er ironisk og kynisk, men ikke kun. Der er noget nedenunder. Det fornemmer man også i tonen, når han træder ind i sin egen lejlighed igen:

There was nobody there. The furniture was old ripped, the rug almost colorless. Empty beer-cans on the floor. I was in the right place.
I took of my clothes, climbed into bed alone and cracked another beer.

Hvad med dig, Krage, hvem er dine litterære helte? Helt sikkert mere avancerede end mine. Vis mig dine helte, og jeg skal sige dig, hvem du er. Hvorfor er det tv-koncept aldrig lavet? Gad vide, hvad en helte-psykolog ville konkludere om Mågen? En primitiv macho-fugl, der bifalder kyniske karle. Nej da, helt sikkert omvendt: En rasende klog fugl med et enormt vingefang, der blot som adspredelse nyder det jævne selskab, not…