Kære Måge
Får du set noget fjernsyn derovre i England? Går der gode dokumentarer på BBC? Herhjemme står den på dramatiseret historietime hver søndag, jeg følger med i tv-serien ”1864” og har noteret mig, at det halve kongerige står i kø for at sparke til instruktørens kanonkugler og pege fingre ad fakta. Reaktionerne er mindst lige så interessante som selve dramaet; den patriotiske nationalisme, som kastede os ud i en fanatisk krig for 150 år siden, ulmer tilsyneladende stadig i folkedybet. Der er gået politik i underholdningen, kulturkamp på sort krudt. Jeg ville sådan set også gerne gøres klogere af en knastør dokumentar baseret på Tom Buk-Swientys ”Slagtebænk Dybbøl”, med Piet van Deurs som tilrettelægger, men nu er det jo en dramaproduktion, og så må der også være plads til fri fantasi.
Kunstneren må have lang snor. I princippet synes jeg, at man bør give helt slip på snoren og lade ham løbe af sted med den. Og så er der alligevel noget her, som nager mig. Noget, som er lige på nippet til at kalde en formørket krakiler af en censor frem i mig. Der var en detalje, som gjorde mig godt gal i skralden: H.C. Andersen er kommet med som bifigur og fremstår i et par scener som en grotesk idiot. Fuldkommen ubegavet, egocentrisk og verdensfjern fornærmes han over at blive afbrudt af meddelelsen om krigserklæringen, lige midt i oplæsningen af et eventyr. Han fremfører selvfølgelig ”Den standhaftige Tinsoldat” for en godsejerfamilie, idet en af gårdens ansatte kommer ind i lokalet og overbringer nyheden. I den ophidsede stemning, der følger, udbryder digteren: ”Nej, det kan man da ikke, det er jo uanstændigt. Det er utilgiveligt! Fuldkommen utilgiveligt, det er et overgreb, et baghold!” Hvortil godsejeren siger: ”Jamen, jeg er da fuldstændig enig med Dem, hr. Andersen, men det var jo kun, hvad vi kunne forvente.” Andersen fortsætter: ”Ingen pli, overhovedet ingen pli! Kommer brasende ind midt i fortællingen, nu kan jeg jo ikke…” Godsejeren med vantro i blikket griber ham om skuldrene: ”Andersen, der bliver krig.” Andersen er helt fortabt, fremstammer bare: ”Men hvad med eventyret?”
Jeg har spurgt mig selv, om karaktermord kan være tilladt på kreativitetens alter. For ligesom at sætte tingene på spidsen og lidt fut i dramaet? Er det i orden, og hvis så, hvor længe skal en person have ligget død i jorden, før man med god samvittighed kan reducere denne til nyttig rekvisit? Ramt på mit bløde punkt i forhold til eventyrdigteren konfronteres jeg med et mere principielt spørgsmål angående iscenesættelsen af historiske personer: Er det overhovedet muligt at undgå misbrug og i sidste ende åndeligt gravrøveri?
Jeg aner det ikke! Men altså H.C. Andersen som afstumpet virkelighedsfornægter blev for meget for mig. Og det har intet med skuespilleren Stig Hoffmeyers præstation at gøre, han er som altid fremragende. For mig handler det om manipulation og disrespekt for et menneske, som allerede under Treårskrigen i 1848-51 engagerede sig internationalt som fredsaktivist. Han var velunderrettet om krigens gru og skrev i sin dagbog indfølende om dens lidende ofre. Den 13. maj 1848 hørte han om, hvordan maleren Johan Thomas Lundbye var faldet ved fronten: ”Man hørte Skuddet og saae Lumby styrte til Jorden, skudt neden fra Kjæben opad, Munden flænget og et Stykke Kjød med Skjæg bortskudt.”
Ikke noget idylliseret eventyr dér. Og seksten år senere, under belejringen af Dybbøl, var digteren mere end almindeligt følelsesmæssigt engageret; i sin dagbog den 18. april 1864 skrev han om et mareridt, han havde haft om natten: ”Jeg var i en Sved, sov ikke fra den tidlige Morgen. Jette Collin, der saae, hvor medtaget jeg var, betroede jeg mig til, og hun spøgte og kaldte mig ”gal”. Op ad Formiddagen kom Budskab, Stormen på Dybbøl-Skanser var begyndt.”
På omslaget af min udgave af eventyrene står forfatteren i silhuet med skødejakke og høj hat, stokken holder han sænket med to hænder, som om den var et gevær. Det sidste svarer dårligt til personen, som nok var et legebarn hele livet, men som foretrak blomster og papirklip frem for røvere og soldater. Han holdt sig som de fleste danskere på afstand af krigen, men han var dybt berørt og ulykkelig over den. I stedet for ubegavet egoist kunne tv-serien have vist ham som pacifist, en nervøs humanist og følelsernes helt anno 1864.
Jo, kunstneren må have lang snor. Medmindre han er en lille kunstner, som helt bevidst træder en stor kunstner over tæerne.
