Kære Måge
I nat mellem to toiletbesøg – jeg havde drukket rigeligt med gløgg – traf jeg en professor ved navn Iben Skykræmmer, da hun luftede sin kat i min palmeplantage. Vi havde følgende ordveksling, som jeg stenograferede på indersiden af min nathue:
– Hold du godt fast i tøjlerne. Vi skal ikke have kradset barken her!
– Klap i! Vi har lige spist vores Whiskas – prøver at fordøje.
– S’gerne frue, alt forladt. Hvis I støder på en landmine, er den min. Men pas på rævesaksen – jeg har vist forlagt den et sted her i græsset.
– Jerngebis… Hmm, godt at jeg har skistøvler på. Kom Kisser, op på armen!
– Der er langt fra Okinawa til Faaborg. Mon ikke I skulle se at komme af sted?
– Du ved, hvor vi bor?
– Jeg ved mere end det – én er vel detektiv. Den der skælven i dit pagehår – den siger mig, at du på niende år går rundt med en uforløst lumbago. Prøv med noget andet fodtøj.
Hun tog sig tænksomt til lænden. – Men Faaborg, hvordan?
– Det ville være letsindigt at konkludere alene ud fra fonetik og hudfarve – men når man dertil lægger din spadseredragts pastelstriber, længden på kattens knurhår og dit af Dan-Cake udvidede hofteparti – så er der ikke længere nogen tvivl.
Professoren kneb en tåre og trak et par lidt klemte citronmåner op af lommerne.
– Det er dejligt at blive set som den man er, snøftede hun. Gir du en kop kaf?
– Det er vanddrivende, vil I ikke hellere have en snaps?
– Jo tak, men kun en halv til Kisser.
Og så gik vi ind i min firlængede tipi, hvor professoren fortalte mig alt om sin seneste forskning, det vil sige banebrydende opdagelser inden for esoterisk tæpperens og enigmatisk matematik. Jeg blev meget klogere på alting. Vidste du, at man nu kan få en app til at gro karse? Det var meget interessant og lærerigt.
