Spinatfuglenes manifest

Mågen og Kragen… hvad er det for nogen kræ? De hører hverken hjemme i volieren eller på våbenskjoldet. De er ikke til pynt, ikke til pragt – hjemlige fugle findes unægteligt smukkere, stoltere og mere dødbringende. Men Mågen og Kragen er frie, nysgerrige og sultne, altid på jagt efter en god historie. Mågen og Kragen er spinatfugle, de undersøger vores kulturs efterladenskaber, ikke mindst de litterære. De har udgivet bøger og skrevet for aviser, den ene mere journalist end den anden, begge er forfattere med trang til at føre pennen.

Mågen og Kragen færdes på pløjemarken og på havnen, de trives ude i kulden, slæber kun lejlighedsvis møget ind på de bonede gulve. Her på bloggen skriver de breve til hinanden. På tværs af landet og ofte på tværs af flere lande.

Denne blog er et frirum, her vil spinatfuglene trække vejret i pauserne mellem deres langsigtede bogprojekter. Intet emne er for stort eller for småt. Fuglene forsøger at forholde sig åbne, de er mindst lige så optagne af spørgsmål som svar, og de håber, at det smitter.

Spinatfuglene er forskellige: Kragen er en mørk og nærsynet sortseer, Mågen en lys og langsynet optimist. I fællesskab ser de både det nære og det fjerne – og trods uenigheder bekræfter de løbende hinanden i, at denne mærkelige verden har brug for deres skæve fugleperspektiv.

Selv om fuglene yderst sjældent vil svare på kommentarer og tilråb, bliver de forbaskede glade for alle reaktioner her på siden.

De seks ben

  1. Spinatfuglene navigerer efter lyst og nysgerrighed.
  2. Spinatfuglene skriver, hvad de mener, men klatter ikke på andre.
  3. Spinatfuglene elsker at svæve højt, men dykker altid ned for at se nærmere på ét bestemt sted.
  4. Spinatfuglene må gerne fodres – de er kulturelt altædende, men ubestikkelige.
  5. Spinatfuglenes illustrationer er hjemmegjorte, taget med egne kameraer.
  6. Spinatfuglene lægger på skift et indlæg i reden.