Snemanden

Kære Måge

Der, hvor snemanden stod, ligger en gulerod, et halstørklæde og et par skæve solbriller. Jeg går prøvende rundt på græsset i min farfars scooterstøvler. Forår alle vegne, erantis, fuglekvidder, solskin. De klemmer lidt om storetåen, men det er kun en lille gene, som opvejes helt af glæden ved at have dem på.

Jeg har lige arvet støvlerne, selvom det snart er 14 år siden, han stillede dem. De dukkede tilfældigt op i en samtale med min far, men da de først var blevet nævnt, begyndte de at røre på sig. Han fandt dem hurtigt frem fra gemmerne, gik i gang med børste og skosværte så målrettet, at der må have været mere på færde end aflagt fodtøj. Det tænker jeg i det mindste; godt nok fik jeg dem overrakt i en plasticpose fulgt af en henkastet bemærkning, men alverdens uhøjtideligheder kunne ikke skjule, at der var tale om en slags ceremoni.

Nu går jeg med dem, nypudsede. De klemmer kun ganske lidt, jeg kan i konkret forstand sagtens fylde dem ud. Noget andet er følelsen. Jeg hedder det samme som ham, også til fornavn. Han havde også en forkærlighed for ord og skæve eksistenser, frihedslængsel og en egensindig trang til at gøre tingene anderledes. Men her begynder lighederne at høre op. Fysisk var han bygget op af arbejde, et pragteksemplar af en mand. At han som vildfaren akrobat havde fundet sig til rette med livet som bonde, var kun tilsyneladende; når han red i marken stående på hestens ryg, underholdt med violinspil eller kolbøtter på en stol, så anede man, at han kunne være skabt til noget andet. Men han blev i det, affandt sig, levede op til sit slægtsled og gårdarvingens kolossale pligt.

Heri ligger et format, som jeg er bange for gør mig uværdig til at forlænge hans afbrudte spor. Jeg ved godt, at det bare er scooterstøvler, og jeg ved godt, at jeg lægger for meget betydning i døde ting; jeg kan gå mine storetånegle blå i stolthed over ham, men nok ikke komme utilstrækkelighedsfølelsen til livs. For hvad bidrager jeg med i sammenligning? Hvad får fællesskabet ud af min indsats, som er styret af lyst snarere end af pligt? At leve som forfatter svarer vel til at være stukket af med sit eget cirkus. Et tankespind, som kun har tvivlsom gyldighed i andres liv.

Til præsten, som skulle holde begravelsestalen, sagde min farmor dengang om sin mand, at han havde været ”en jævn mand”. Jeg blev ligefrem forskrækket, da jeg hørte hende sige det – ”jævn” var jo i mine øre et skældsord, og som produkt af en anden tids individualisme var jeg netop begyndt på et universitetsstudium, som kun handlede om at finde ud af, hvem jeg var; uden nævneværdig fokus på fremtidens arbejdsmarked. Det kan i længden blive ensomt at være Kierkegaards Hin Enkelte med den bundne opgave i livet at blive sig selv. Jeg tænker af og til på dem, der bed tænderne sammen og knoklede for min frihed. Og i dag med støvlerne på aner jeg, hvor meget kærlighed og anerkendelse der lå i min farmors ord; ja, jeg tror endda, at vi sang ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord” i kirken. Grundtvig er og bliver suveræn – og fuldstændig uforståelig for vore dages egoister.