Kære Krage
Der er visse ting, man som spinatfugl ikke skal skrive, for eksempel at forfatterforedrag er en fis fra en hornugle.
Mågen har stået på scenen og holdt forfatterforedrag, jeg har pudset min fjerdragt og skræppet efter bedste evne, men efterfølgende har jeg som regel haft en besynderlig fornemmelse af at have forsøgt noget uladsiggørligt. Som langrend i latexdragt. Publikum smiler, publikum spørger, og publikum klapper, men jeg tænker hver gang: Hvad får de dog ud af det? Jeg har også overværet rigtig mange andre forfattere stille sig op på en scene, og jeg har endda brugt en hel del tid på at arrangere forfatterforedrag i Torup Bogby.
Ved nærmere eftertanke er der især to udfordringer ved forfatterforedrag:
1) Publikum er en voldsomt splittet gruppe. Nogle kender forfatteren og har læst et eller flere værker, andre ved ingenting om kvinden på scenen, og endelig er der den slet ikke ubetydelige gruppe, som er interesserede i trick, så de kan udleve egen forfatterdrøm.
2) Forfatteren er ofte en dårlig læser af egne værker. Jeg gætter på, at det er et besynderligt udsagn for de fleste, for selvfølgelig kan en forfatter forstå og udlægge sine egne bøger, ikke sandt? Det er ligesom hende, der har skrevet dem. Men det er absolut ingen selvfølge. Bøger bliver ofte skrevet i en tåge af betydninger og tanker i en forvirrende samtale mellem logik, æstetisk sans, tillært håndværk og underbevidstheden (der oftest overdøver). At lægge krop og sjæl til den slags arbejde over et eller flere år giver ikke nødvendigvis klarsyn. Som min kloge redaktør engang sagde med lav stemme i et køkken til en reception: ”Nogle forfattere er forfærdelig dårlige læsere af egne bøger.”
Med andre ord: Det er en besynderlig disciplin at stille en sådan uvidende forfatter op foran et dybt splittet publikum for at tale om et eller flere værker, som jo først vækkes til live, når de bliver læst.
Hvorfor pokker kommer du så til forfatterforedrag, bette Måge? Og hvorfor arrangerer du forfatterforedrag selv? Fordi en gang imellem sker der noget uventet. Lidt ligesom når en bog pludselig virker. Man forsvinder, og foredraget bliver i sig selv et kunstværk. Der findes ingen opskrift, men man kan forsøge at skabe gode rammer, der kan være gode publikummer, og forfattere kan være talentfulde i disciplinen.
I efteråret var Martin Kongstad på besøg på Røjlegården uden for Torup. Alene settingen var fantastisk: Netop landet fra bogmessen i Frankfurt træder personificeringen af den kreative klasse ind i staldbygningen med belæste grå hoveder fra halvøen. Martin Kongstad skulle fortælle om Fryser jeg, en roman om parforholdets opløsning og om overfladiskheden, men det blæste han på, og i stedet fortalte han en historie – nærmest et essay – om sit eget skruppelløse forsøg på at sælge sin bog på bogmessen i Frankfurt. Han var sig selv (tror jeg), vi blev klogere på både bogen og bogverdenen, og endelig var der den vidunderlige undertekst i lokalet – sammenstødet mellem to kulturer, hvor Martin Kongstad hele tiden insisterede på ikke at glatte ud.
For nylig var rammen Torup Kirke. Og overskriften forfattertræfning. Træfningen var et forsøg på at fjerne sig fra både forfatterforedrag og forfattertræf og samtidig pege på den planlagte skudveksling af ord under hvælvingerne mellem den skønne og skarpe Lyriker Ursula Andkjær Olsen og den ditto præst i Torup, Lotte Grønborg. Ursula talte over dagens bibeltekst, og Lotte talte om Ursulas digtsamling Det 3. årtusindes hjerte. Begge læste op, så laveste fællesnævner på kirkebænkene blev løftet. Det er mit indtryk, at de cirka 70 kirkegæster forlod kirken i opløftet tilstand. De fik en æstetisk oplevelse i et unikt rum, og de fik en oplevelse, der som alle kunstværker taler ad flere spor. Lottes udlægning af Ursulas digte kom pludselig til at kommunikere med Ursulas prædiken over bibelteksten. Det var ikke et dobbeltforedrag, men en performance.
Herunder et uddrag fra Lottes prædiken om Det 3. årtusindes hjerte:
“Jeg er imod berøring.” og “Målet er ikke at ville have noget af andre”, står der i et af digtene i afsnittet Mit fjerne indre.
Målet er ikke at lukke nogen ind, og hvis de kommer ind så ikke at lade dem slippe ud igen for ikke at skulle opleve smerten ved at skilles fra dem.
At være immun overfor enhver berøring på sjæl eller krop, at ikke mærke liv på nogen måde for på den vis at være den stærke, den sejrende – den som ingenting mærker, for den som mærker, den som elsker eller hader lukker følelserne og dermed svagheden ind. Ikke at være til kan være et ønske for den, som ikke kan holde smerten ud. […] man kan til tider ønske sig, at ikke være der, for at kunne holde det smertefulde fra sig. Men skridtet videre må være at være uden følelser. […]
