Er Corydon et godstog?

Kære Krage

Ikke så få begræder moderne politik. Nu er det simpelthen for langt ude, siger vi til hinanden. Politik er blottet for bløde værdier som følelser og etik. Det er regnedrengenes argumenter, der vinder. Politik er dybt kalkuleret. Fornuftsstyret. DJØF’iseret. Se bare, hvor væmmeligt det ord er.

Mågen er stærkt optaget af politik. Så er det sagt. For mig er politik gennemsyret af fortællinger og myter, der taler behændigt uden om vores hjerner og direkte til følelserne. Moderne politik er næsten … ja, kunst.

Forestil dig Bjarne Corydon. Landets mægtigste mand. Vores finansminister. Tyngde er det første ord, der kommer til mig. Selv kinder og øjenlåg virker, som om de i særlig grad er påvirkede af tyngdekraften. I disse tider er forestillingsbilleder naturligvis levende, og Bjarne Corydon taler. Langsomt og uafbrydeligt. Det er vigtigt at understrege, at han ikke plaprer, han siger kun det nødvendige. Han gør kun det mest nødvendige, og aldrig for egen vindings skyld. Tag hans hår. Små sorte stubbe, der efterlader det indtryk, at han hastigt har kørt trimmeren hen over toppen. Hele Danmarks lokofører har ikke tid til pjat. Han er i bevægelse, på vej mod et større mål. Tyngden og målrettetheden leder tankerne hen på et godstog. Med sig har han alle os danskere, siddende i godsvogne. Det er ikke nødvendigvis rart at sidde heromme, men til gengæld er vi sikre på at køre i den rigtige retning. Og hvem foretrækker ikke at sidde i en godsvogn på ret kurs frem for at nyde rejsen i et smart letbanetog, der kører mod afgrunden? Tung, driftsikker og blottet for kosmetik er han, Danmarks mægtigste mand.

Vi er omgivet af rige – og til tider manipulerende – fortællinger. Nogle opstår af sig selv, nogle er spin. Nogle er enkle og let gennemskuelige, andre mere subtile. Myter, kan de kaldes, som den afdøde franske strukturalist, litterat og meget mere, Roland Barthes, gjorde. Roland Barthes var mester i at afkode samfundets skjulte myter. Han gik i krig mod alt, hvad ’borgerskabet’ havde gjort ’naturligt’, han afkodede blandt andet vin, mælk og Tour De France. Værket Mytologier er fascinerende læsning, og jeg ville gerne vække Roland Barthes til live, så han kunne beskrive, hvilke fortællinger der følger med magtens mænd og kvinder. Karakterer som Bjarne Corydon, om hvem man kan mene, at han bare er en ganske almindelig mand, der bestrider posten som finansminister i demokratiet Danmark. Men når selv en leverpostejsmad slæber tonsvis af konnotationer med sig, klæber der naturligvis også fortællinger og myter til en mand, der bliver genfortalt i billeder, videobidder, over danske middagsborde og i skræp som dette hver eneste dag.

Af mangel på Roland Barthes har mindst to intellektuelle danskere forsøgt at beskrive karakteren Bjarne Corydon. Først retorikeren Christian Kock, som har kaldt Bjarne Corydon en ’bølle’. Filosoffen Peter Kemp er ikke enig, for ’bøller er blot uopdragne mennesker, ikke nødvendigvis samfundets undergravere’. Nej, Bjarne Corydon er nutidens tyran, mener Peter Kemp, som konkluderer, at tyrannen vil blive fældet.

Analysen er båret af patos, og jeg synes nu stadig, at godstoget er et bedre billede på karakteren Corydon. Men vi lever naturligvis i et land med fri tolkningsret, og alle har ret til at bruge løs af de bløde videnskaber til at genfortælle magtens mænd og kvinder.

Bjarne Corydon som tyran

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

XHTML: You can use these tags <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>