Kære Måge
Spørgsmål og gåder hober sig op omkring mig. Der sker hele tiden noget, som ikke kan forklares. Et par handsker forvandler sig i jakkens lommer til et par luffer. Ting forsvinder og dukker op igen på mærkelige steder. Min tandbørste smager pludselig af barbersprit, og i nattens løb har en håndfuld fjer forladt min ellers intakte hovedpude. Jeg drukner i den slags uopklarede sager!
Meget beror på evnen til at ræsonnere (lægge to og to sammen), jeg skulle måske gå lidt stille med dørene… Men altså, jeg har søgt hjælp hos Poe. Man bør nok være forsigtig med doseringen, men jeg er sjovt nok blevet beroliget af hans fortællinger. Særligt dem, hvor en gåde blive løst. Det er stærkt tilfredsstillende at følge et lysende hoved på opklaringens dunkle stier. På trods af (eller måske endda i et frugtbart samspil med) det rablende vanvid og mørket nedenunder lykkes det indimellem et excentrisk geni at ophæve mysterier til klarhed.
”Sfinksen”, historien om et synsbedrag. Fortælleren har søgt tilflugt på landet under en hærgende koleraepidemi i New York. Nervesvækket ser han fra sit vindue en grotesk skikkelse ude i landskabet, et kæmpestort behåret uhyre, der løber over en bakkeside. Synet må han i sin nervøse elendighed betragte som et ondt varsel. Men hans vært i huset er mere fattet, han forholder sig køligt analyserende til verdens fænomener. Et nøgternt blik på monsteret fortæller ham, at det kravler i et edderkoppespind lige foran vinduet, ”en tredjedel af en centimeter i længden.” Bum!
”Mordene i Rue Morgue”; ligene af to kvinder er blevet halet op og kilet fast indvendigt i en skorsten. Hvordan? Det burde ikke kunne lade sig gøre. Ingen, der er sat på sagen, aner sine levende råd. Hvad skal de stille op med en hændelse, som ikke giver skyggen af mening? Novellens overlegne mester i deduktion, den dekadente flanør og kontemplative grubler, C. Auguste Dupin, løser gåden via sin tilbagelænede avislæsning: Jo, ser du, forbrydelsen er i al sin enkelthed blevet begået af en bortløben orangutang, ”meget stor, gulbrun”, hentet hjem fra Borneo af en uheldig sømand. En naturlig forklaring!
Logik er en filosofisk disciplin, og som sådan ikke at spøge med. Nu skal du høre, hvordan jeg er blevet et af mine egne mysterier kvit. Og hvilket ét! Da jeg boede i Grønland, havde jeg et værelse med udsigt over havet og isbjergene. Helt ned til vandet uden menneskeskabte forstyrrelser i synsfeltet, bare naturen i panorama. Med sådan en udsigt bliver man en pertentlig vinduespudser. Men i mit arbejdsværelse på første sal var rullegardinet så åndssvagt monteret, at jeg ikke kunne åbne vinduet og rengøre det på ydersiden. Ok. det var til at leve med – indtil en dag, hvor jeg kiggede ud og så en stor, lilla klat midt på ruden.
Jeg tænkte, at Jan, ejendommens varmemester, var gået i gang med at male. Vores bygning bestod af en række toetagers lejligheder, alle lyseblå, men sammenlignet med de andre huse i byen ville skiftet til lilla ikke virke påfaldende; hele farveskalaen var i brug, sådan som det er skik på de kanter. Jeg gik ud for at se til arbejdet, sikkert for at bede manden på stigen om at tørre malerklatten væk.
Der var ingen. Heller ingen stige. Kun denne ene lilla klat på mit vindue. Jeg kiggede mig omkring, stod en halv eftermiddag og drejede rundt om mig selv. Af klattens form og løbespor vurderede jeg, at den måtte være blevet spildt oppefra. Udelukket, at nogen skulle have strintet den op på ruden nedefra. Der var stille. Jeg gloede op i den tavse himmel. Det var sommer. Engang imellem lød et dybt suk fra en pukkelhvals blåst ude i bugten. Farveklatten forsvandt under et regnskyl et par dage senere (ergo vandbaseret), jeg fandt aldrig ud af, hvad der var sket.
Men så – med godt halvandet års forsinkelse, mens jeg bladrer gennem vores billeder fra Grønland, og nu med Poe i frisk erindring – falder tiøren helt uventet. Jeg sidder og kigger på et billede af min datter Alma, som plukker revlingebær i fjeldet. Hun fremviser turens foreløbige udbytte, en slunken pose, som bekræfter, hvad jeg husker, at der ikke kom mange bær i fryseren, men at de fleste blev puttet direkte i munden. Bag hende står en klippe. Og jeg ved ikke, hvorfor jeg får øje på den, men på klippen – lidt til højre for Almas hoved – er der en undseelig klat. Er den ikke lilla?! Jeg husker pludselig fra vores ture i fjeldet, at vi fulgte varderne, de høje bunker af stablede sten, som altid var klattet hvide af ravnenes efterladenskaber; ravnen (kragens vigtige fætter) som vil sidde højt for at få overblik over terrænet. Men på netop denne årstid kunne de besudlede stendynger bære striber af en anden farve – ja, lilla.
Lad det være et budskab fuld af håb. Der findes forklaringer. Fornuften kan sejre og brikker falde på plads. Ved elementær sammenstilling – de modne revlingebær, ravnens varierede fødeindtag og ufuldstændige fordøjelse – fik sagen sin forløsende udgang: Lilla lort.
Case closed!
