Bog ↔ ro

Kære Krage

Det er søndag morgen, og Mågen ser ned fra højderne. Lurer, kan du sige. Et gyldent, malerisk lys farver Halsnæs, og der kommer min nabo. Hun har hænderne dybt i lommerne, runder hushjørnet og standser med ryggen til mig og ansigtet mod sydøst. Hun bliver stående, hvilende i kroppen og med blikket rettet mod omridset af den opadgående sol bag morgendisen. Hun bliver stående i ti sekunder, måske mere, så går hun et par skridt fremad, ser ned på nogle buske i et bed, som for mig er stedsegrønne og visne, og som for hende har hver sin historie og danske og latinske navne. Efter yderligere et par minutter – hvilket er meget, det ved jeg – vender hun sig og går tilbage i samme bløde gang. Jeg gætter på, at hun skal over og lukke høns ud, derefter en tur i marken for at fodre køerne. Det er godt for søndagsmorgenhumøret at stå her og iagttage min nabo iagttage den gryende dag.

På samme måde som når man sidder i en god stol med en kop dampende kaffe og læser Per Petterson. Eller andre forfattere, der vover at sætte tempoet ned. Ida Jessen, Helle Helle, Tomas Espedal, Karl Ove Knausgaard, Gerbrand Bakker, Cormac McCarthy. For bare at nævne nogle af de nulevende, som jeg har haft stor glæde af. Man bliver rolig, men samtidig skærpes opmærksomheden. Man bliver afslappet i sindet, men på ingen måde dorsk, som under Hammerslag. Jeg vender ofte tilbage til de langsomme og på overfladen enkle bøger, og det er egentlig lidt mærkeligt, ligesom det ret beset er mærkeligt, at jeg glor på min nabo, der glor på solen.

Per Petterson har et kæmpe publikum over hele verden, men man kan med god ret spørge hvorfor. Per Pettersons bøger er næsten plotfrie, de er end ikke fremadskridende, snarere tilbageskridende, de udforsker menneskelige, ofte familiære relationer. Intet bliver opklaret. Teksterne cirkulerer meditativt om temaer. Hvis man tager Per Pettersons seneste, Jeg nægter, handler den om forholdet mellem barndomsvennerne Jim og Tommy, som i deres voksne liv ikke har set hinanden, men alligevel bærer rundt på venskabet. Bogen dvæler halve og hele sider ved tilsyneladende meningsløse aktiviteter som at skovle grus eller kaste en snøre ud eller en køretur igennem dødssyge norske småbygder og Oslo-forstæder, ind og ud af sving og op og ned ad bakker. Hvad er der ved det? Manden skriver elegant og sanseligt, jo, men det gør mange. Mit gæt er, at det skyldes ’stemmens’ ro, og så naturligvis det faktum, at roen kun er tilsyneladende. Hvis vi siger, at alle bøger har en stemme, ikke noget langhåret litteraturteori, men bare den stemme, man hører for sit øre, når man læser en bog, og altså ikke skimmer, for så kan man ikke høre stemmen. Stemmen er bogens tone, og i Per Pettersons tilfælde tilhører stemmen afgjort en mand, den er dyb, langsom, måske en anelse melankolsk. Men samtidig nøgtern og livsklog, uden på nogen måde at blive bedrevidende eller selvsmagende. Den type stemme, der får roen til at sprede sig og samtidig gør sanserne modtagelige. Akkurat samme effekt, som når man står søndag morgen og følger sin nabo følge morgenstunden. Mit bud er, at de tusinder af Per Petterson-aficionados opsøger denne stemme, og det leder mig hen til følgende formel af Newtonske højder:

Bog ↔ ro

Bogen medfører ro, men ro medfører også læselyst. Og måske sker der en vekselvirkning: Man er rolig, ergo begynder man at læse, hvilket medfører yderligere ro. Som videnskabsmand må jeg hellere skynde mig med en definition. Bog skal forstås som skønlitterær bog. Ro betyder ikke ro som i slumrende, dvaletilstand, hendøsende. Tværtimod, ro er snarere en meditativ ro, hvor alle forstyrrende tanker og indfald er forsvundet, hjernens muskler afspændte, men opmærksomheden og koncentrationen på sit højeste. Det er altså en tilstand, hvor fordybelse er mulig. Det er sikkert uhyre banalt, og derfor burde jeg som opblæst spinatfugl ikke indrømme, at jeg i mange år har grublet over, hvad der kommer først: Bogen eller roen? hønen eller ægget. Hvorfor læser vi en masse bøger, når vi er på ferie? Er det for at falde ned, eller fordi vi er så afslappede, at vi rent faktisk er i stand til at læse uden at zappe eller skimme? Jeg er ikke kommet frem til nogen konklusion, kun formlen. Bog og ro hænger uløseligt sammen.

Min nabo er uden for synsvidde, søndagens næste aktivitet giver sig selv.