Kære Måge
Du kender følelsen, og hvis jeg kender dig, så synes du også, at den er sær: Følelsen af at blive set og genkendt midt under læsningen. Sær, fordi det jo er læseren, der er betragteren. Det er læseren, som skulle sidde på sikker afstand og følge med i det, der udspiller sig mellem siderne, nede mellem tegnene, og derfor er det hver gang lige overrumplende, når det sker. I lange passager, nogle gange hele bogen ud, sker der ikke andet, end at du sidder og følger med, iagttager opmærksomt – og det behøver ikke være, fordi bogen er dårlig, slet ikke, den kan være både underholdende og lærerig. Men engang imellem, i sjældne øjeblikke, sker det der mærkelige, at ordene retter opmærksomheden den anden vej, bogen henvender sig pludselig direkte til sin observatør.
Du føler dig nok underligt afluret, overlistet, og er i situationen fuldstændig forsvarsløs, men du kommer ikke uden om, at oplevelsen også giver dig et forundret sus af lykke. Du er blevet set! Og du ved, at du ikke er alene i verden. Først bagefter, når du har sundet dig, kan du hævde at have været udsat for et af den indlevede litteraturs illusionsnumre. Bøger lever jo af vores almindelige evne til at genkende følelser og situationer. Men suset opstår kun, når beskrivelsen bliver meget præcis og nøjagtig, ja ligefrem konkret i en grad så den opleves som deja-vu.
Jeg fik det for et par dage siden, da jeg læste Tove Janssons ”Billedhuggerens datter”. I det kapitel, der hedder ”Tylskjolen”. Her er den lille pige i færd med ubemærket at udforske sin mors garderobeskab, og en stor, sort kjole glider af bøjlen ned over hende. Indhyllet og gemt i brusende tyl kravler hun ud på gulvet, og så sker det, som prikker til mig: ”Jeg krøb lige frem mod fars store arbejdsspejl, som står på gulvet ved gipskassen. Et stort, sort, blødt dyr kom krybende imod mig. (…) Jeg lod dyret komme lidt nærmere og strakte en hånd ud. Hånden krøb på gulvet og blev hurtigt trukket ind igen. Dyret kom endnu nærmere. Pludselig blev det skræmt og sprang hurtigt til side og standsede. Nu var jeg bange.”
Hun er blevet skræmt af sin egen udklædning. Og jeg mærker, at jeg har prøvet næsten nøjagtigt det samme engang, i hvert fald angsten foran et fremmed væsen inde i spejlet. Og det særlige ved det her huskeprik er, at jeg har fået det før. Af Rainer Maria Rilke i ”Malte Laurids Brigges optegnelser”. Den lille Malte klæder sig ud i lag på lag af tøj og har svært ved at frigøre sig fra sin forklædning: ”Varm og vred fór jeg hen foran spejlet og så møjsommeligt gennem masken hvordan mine hænder arbejdede. (…) Jeg stirrede på denne store, forfærdelige ukendte foran mig, og jeg fandt det uhyggeligt at være alene med ham.”
Det ender med, at Malte styrter gennem huset i vild panik og falder besvimet om, stadig ude af stand til at kaste udklædningen af sig, og mens det sker, er jeg ikke længere den passive iagttager. Jeg husker og genoplever det, og bagefter tænker jeg, at det må være sket for uendelig mange børn i tidens løb. Den fantastiske indlevelse, som kun de har, at den aftager med årene, men at der heldigvis findes forfattere, som har den intakt og kan huske så detaljeret, at det tabte kan genskabes og siden genkendes af den forbløffede læser. Også dét kan vi bruge bøger til, ikke som underholdning, men som ensomhedsbekæmpelse.
