Kære Krage
Det havde på alle måder været en fortræffelig og hed juniaften i landsbycenteret. Fuldt hus, dejlig mad, kølig hvidvin og en fremragende fortæller i Hanne Vibeke Holst. Publikum, hvoraf en del var nye og ukendte ansigter, havde hjulpet med at sætte stole på plads, vi arrangører havde overrakt en selvplukket buket til Hanne Vibeke Holst som tak og for at sætte vores eget personlige aftryk. Torup Bogby er ikke som de andre steder. Her har vi både hjerte og hjerne med. Vi er usnobbede, uprætentiøse. Vi er forkant, ikke udkant. Men kort inden lukketid viste slangen sig alligevel. Den havde snoet sig op gennem min hals og fik i køkkenet sagt noget i retning af: ”Hun er god … god til sin genre.”
Mågen stod over for en særdeles belæst medarrangør, som aldrig kunne finde på at læse en krimi, og som måske af samme grund ikke var kommet igennem Hanne Vibeke Holsts bog om sin far, Knud, den store. Men medsammensvorne i køkkenet nikkede vi indforståede. Inden vi fik tømt opvaskemaskinen for sidste gang og slukket lyset, skulle vi åbenbart lige bekræfte hinanden i, at vi stadig godt kunne kende forskel på rigtig litteratur og det andet. På den smalle bog og den populære bog. På den gode og den leflende.
Kære Krage, lad dette skræp være min bodsgang. Jeg fortryder mine ord. Selv om det kun var et kort glimt som refleksen fra et lynende knivsblad, var pointen ikke til at tage fejl af. Jeg gjorde mig skyldig i noget af det, jeg virkelig ikke kan udstå: Litterært snobberi.
Men ud over en bodsgang, så lad dette skræp være et vidnesbyrd om, hvor meget vandene deler sig i den litterære andedam. På den ene side har vi bøger, der sælger, der er drevet af et stærkt plot, der ofte kan påklistres en genrebetegnelse – f.eks. krimi – der ofte kan findes som paperbacks i Føtex. Forfattere til den slags bøger kan have en hvilken som helst baggrund, men er yderst sjældent cand. mag. i litteraturvidenskab og aldrig uddannet fra Forfatterskolen. Og på den anden side har vi den slags litteratur, der udkommer i ét sølle oplag. Disse bøger er ofte tynde. De har måske en handling, men ikke noget klart plot og aldrig noget enkelt budskab, og aldrig en gåde, der skal opklares. Forfatterne til disse litterære genistreger er fra forfatterskolen, universitets rigtige institutter eller måske selvlærte kunstnere.
De første bøger er ikke rigtig litteratur, det er de sidste til gengæld. De første er tomme kalorier, de sidste er fyldt med vitaminer.
Ovenstående polarisering kender alle, der har befundet sig i kredse med litterære snobber. Og dem er der mange af. Faktisk behøver man ikke have siddet på Litteraturhaus på Møllegade for at blive smittet, man skal blot læse avisernes litteratursider, hvor snobberiet driver ned ad siderne. Og tænk, Krage, jeg er selv blevet en del af den normaliserende magtudøvelse, hvor vi lurer på hinanden for at tjekke, om man har styr på kategorierne eller ej.
Hanne Vibeke Holst er interessant i mere end en forstand. Bogen om hendes far, Knud Holst, handler om at være inde i eller ude af det fine litterære selskab. Kan man være en del af det fine selskab, selv om man bor i Løkken og er vokset op på landet? Hanne Vibeke Holst er også interessant, fordi hun har fået al den succes, hun kunne drømme om, lige bortset fra litterær anerkendelse. Hun hyldes med De gyldne Laurbær, hendes bøger sælger i tusindvis, men hun modtages altid med et vist forbehold. Hvorfor? Fordi hun ligesom sin mor – Kirsten Holst – skriver tykke bøger med plot, budskab, sex og forbrydelser. Bøger, der appellerer til Hr. og Fru Danmark. Det var derfor, at jeg også over for den øvrige arrangementskomite i Torup Bogby lige måtte forklare, hvorfor Hanne Vibeke Holst nu var en god ide, og at Knud, den store, ifølge anmelderne, faktisk er rigtig god. At vi skal huske, at den seneste bog handler om faren, den meget dygtige forfatter, Knud Holst. Og det var også derfor, jeg faldt i snobbe-fælden i et grimt splitsekund i køkkenet, efter at Hanne Vibeke Holst havde sagt farvel efter en succesrig aften.
Og kære Krage, lige en vigtig tilføjelse: Knud, den store er en fremragende bog, som jeg hermed anbefaler varmt. Portrættet af Knud Holst er nuanceret og knivskarpt. Det er et portræt af en forfatter og en far, der lider under den udbredte vrangforestilling, at litteratur kan deles op i rigtig og forkert. God og dårlig. Godt, at datteren kan gøre os litteratursnobber klogere.
