Generally spoken

Kære Krage

Generally spoken. As a matter of fact.
Det store stålgitter, som afskærer Mågen fra Mågens drømme, er langsomt ved at smække i, og vendingerne svæver som musik i dette grænseland. De er udtalt på smukt britisk engelsk. Ikke med en fremmed stemme, men min egen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker den oplevelse. At et nyt sprog kommer til mig. Halvvejs i søvne. Det magiske og frigørende ved, at jeg kan forflytte mine tanker til et andet sprog. Et andet sæt af koder.

Efter tre dage i Sydengland med min kone og nogle engelske venner ligger jeg uendelig dybt i et påskegult værelse på førstesalen af en B&B. Den glade enke Diane er på gangen, og der er så lydt, at jeg et øjeblik tror, hun traver rundt om vores pænt adskilte senge. Da Diane dagen før tog imod, forløb en pinlig stund hvor jeg ikke forstod et kvæk af hendes sang. Hun taler meget, hun taler hurtigt, og hun ler højt samtidig. Men så var det, som om jeg fandt frekvensen, og nu ligger jeg i sengen og hører min stemme med hendes accent.

Jeg har prøvet det før. På en farm i Iowa, USA, I de franske alper, i stueetagen af et gigantisk træhus vest for Oslo. Oplevelsen af at sproget hen over månederne kryber ind på mig, og jeg ikke kan lade være med at lade læberne forme ordene. At jeg langsomt bliver i stand til at afkode nyhederne i radioen, ordene fra ekspedienten i kiosken, læse en bog. Jeg er pjattet med det. But why? Hvorfor vil du gerne bo i udlandet, spørger folk? Ikke engang rejse rundt? ikke noget med kokosolie og sandstrande, bare bo i et helt almindeligt hus, i en helt almindelig sydengelsk havneby en blæsende kold januar måned?

Det er noget med at flytte sig og se verden fra en ny vinkel. Klart. Men samtidig også at kunne beskrive dette nye perspektiv med et nyt sprog. Jeg bilder mig ind, at jeg kan beherske engelsk. Jeg lærer vendinger, som ikke findes på dansk og kommer tættere på nye og gamle tanker.

Men samtidig også den anden side af sagen: det pirrende i erkendelsen af, at jeg aldrig knækker koden helt. Jeg er så langt fra at perfektionere dette sprog. Engelsk indeholder langt flere ord end dansk. Og for at forstå disse menneskers koder skal man have boet der igennem et helt liv.

Hele familien rejser snart til England for at bo et års tid i ovenstående jævnt kedelige sydengelske havneby. Det er besværligt på alle mulige måder. Nogle mener også, at det er egoistisk at trække børnene ud af deres miljø, for at forældrene (læs = faren) kan realisere en sindssyg glæde ved at forsøge at indoptage et sprog og en kultur. Måske er det selvisk, men jeg vil også gerne give mågeungerne samme oplevelse af, at man ved hjælp af et nyt sprog kan åbne en anelse mere op til det, man lidt højstemt kan kalde virkeligheden. Nysgerrighed er vel ikke det værste, man kan give videre.

Og hvad har alt det så med litteratur at gøre? At flytte et andet sted hen og forsøge at knække en kode, som man alligevel aldrig knækker helt? Efter min mening: Alt. As a matter of fact.