Grønlandsk Dada

Kære Måge

Jeg arbejdede engang et par måneder som luggage porter på Hotel Grosvenor House i London. Lige færdig med gymnasiet, du ved, ud og prøve noget ikke særlig gennemtænkt. Jeg kunne heldigvis ikke have mine lange lemmer i den røde piccolouniform, som fulgte med stillingen – pyha, den runde kagedåsehat var fuldstændig som i tegneserien Splint & Co.  Man fandt en grøn habit til mig i stedet, men det ændrede ikke ved, at jobbet var latterligt. Altså, bære kufferter! Men det var en udmærket introduktion til klassesamfundet. Midt under en sjælden hedebølge fik jeg en forkølelse, fordi jeg piskede frem og tilbage mellem foyerens airconditionafkølede marmor og de skumle kældergange, som diskret forbandt trapper og elevatorskakte med en subtropisk labyrint af dampende vaskerier, køkkener, brummende rør og elinstallationer. Dernede var emigrantarbejderne i sving, hele verden var der, i hvert fald alle de tidligere kolonier, og man svedte grundigt for sine 3,5 Pund Sterling i timen. Svalt oppe, kvælende nede. Det var lidt af en forestilling, jeg lyttede skiftevis til klavermuzak under marmorsøjlerne og til faldstammernes gurglen i kælderen.

Nå, det var egentlig sproget, jeg ville skrive noget om. Det der med at knække koden – klassesamfundet har jeg alligevel ikke forstået en lyd af. Jeg fik lært en del fremmede gloser, såkaldt engelsk, udtalt med alverdens accenter. Conciergen var vistnok skotte, men forsøgte at tale Oxfordengelsk med løftet hage, han var vores boss – og havde vi været rigtige galejslaver, så ville han have været manden med stortrommen. Vi andre pludrede i babylonisk forvirring til hinanden på vores bedste kaudervælsk. Jeg syntes selv, at jeg var mægtig dygtig til engelsk, da jeg rejste hjem.

Sproget er en bygning, som vi hele tiden arbejder på at opføre. I dag kan jeg godt mærke, at fundamentet under mit engelske anneks står lidt usikkert. Det trænger sikkert til at blive brugt – rigtigt. Jeg har flere forsømte tilbygninger på samvittigheden; tysk, som jeg har knoklet med, står nu og forvitrer, mere og mere faldefærdig. Men den mest ynkelige opførelse – jeg tør ikke påstå at værktøj har været anvendt – er grønlandsk. Jeg boede halvandet år med familien i Aasiaat, og jeg kan uden idyllisering sige, at det var en lykkelig tid, men mit sproglige udbytte af rejsen er og bliver kummerligt. Den dybe strubelyd af et Q, det læspende dobbelt-L, K der lyder som G, og T som D, for ikke at tale om de absurd lange ord, som ophobede hele sætningers betydning i sig. Jeg nåede ikke meget længere end til høflighedsfraserne. Til kaffemik, hvor der kun blev talt grønlandsk, stirrede jeg intenst i koppen, forsøgte at ignorere mit handicap, det faktum, at man som sprogløs er isoleret – en primitiv neandertaler blandt homo sapiens.

Takket være venlige grønlændere lærte jeg hen ad vejen at slappe af og lytte. Jeg forstod nul og niks, men det lød smukt – af og til forveksler jeg “sjovt” med “smukt”, men forskellen er ikke stor. Det var en vild opdagelse. At forståelse og nydelse ikke nødvendigvis følges parallelt. Så almindelig en betragtning som at skyerne kan være et betagende syn. Grønlandsk lyder smukt! Der er også noget sært tilfredsstillende – og derfor meningsfuldt – ved at lytte til dadaistiske vrøvledigte. Tænk på det abstrakte eventyr, en ungarsk telefonsvarer må kunne fortælle. Selvfølgelig handler det ikke kun om skønhed, men også om sansernes udfordring. At det skal give modstand, vække undren. Gode bøger er altid svære at få hold på, meningen med dem forekommer ofte tåget. Jeg læser tit noget, som jeg ikke helt kan forstå, men som ikke desto mindre er voldsomt fængende. Walter Benjamins mærkelige krydsning af jødisk mystik og marxisme f.eks. Jeg er opslugt af det, og dog helt blank. Uformåenhedens poetik. Mon der findes sådan en? Til os der ikke fatter en brik.

 

Tegneseriehelten Splint og et personalenavneskilt fra Hotel Grosvenor House

 

P.s. Der er ét ord i Hugo Balls vrøvledigt KARAWANE fra 1916, som jeg kan forstå – prøv (gerne højrøstet og overgivent messende) om du kan finde det:

Jolifanto bambla ô falli bambla
grossiga m’pfa habla horem
égiga goramen
higo bloiko russula huju
hollaka hollala
anlogo bung
blago bung
blago bung
bosso fataka
ü üü ü
schampa wulla wussa ólobo
hej tatta gôrem
wuluba ssubudu uluw ssubudu
tumba ba- umf
kusagauma
ba – umf

2 Comments on “Grønlandsk Dada”

  1. EMA

    Jeg tror ikke der er en smukkere sprog som den grønlandske kvinder bruger med små børn. Jeg forstår intet, men den der smuk! (Og sjov)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

XHTML: You can use these tags <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>