Kære Måge
Er der ikke noget med, at japanske politikere og bankfolk kan finde på at græde ret så heftigt, hvis ikke hulke stortudende, når de giver en offentlig undskyldning? Jeg tror, jeg har set det på TV og tænkt, at det da vist ikke er folk, som normalt bærer følelserne uden på tøjet. Deres pludselige og tænderskærende gråd virker overrumplende. Og på mig, den kulturelt uindviede, har tårerne slet ikke den ønskede effekt; i stedet for medynk sidder jeg (lost in translation) og smågriner.
Jeg kender flere, i reglen nordjyder, som hellere vil gnave en stump af tungen end græde, mens nogen ser på det. Er de så ikke (bogstavelig talt) afstumpede, ufølsomme? Næ, følelser har de, men de gemmer dem. Af hensyn til hvem er jeg lidt i tvivl om. Man er selvfølgelig sårbar, når man vander høns, men til gengæld får man taget trykket og undgår knudemandens død: aorta i dobbelt halvstik om et forpint hjerte. Hensynet må være rettet mod de forlegne omgivelser, der forbinder tårer med noget pinligt, især hvis de sprøjter ukontrolleret ud af øjnene. Børn kan hyle, så meget de vil, men voksne mennesker bør kunne beherske sig, holde på formerne – det er vist ikke bare et nordjysk, men et nordeuropæisk dogme. Her er frygten for det pinlige i familie med frygten for det, der er anderledes, unormalt, ukendt. Vi undgår, hvis vi kan, alle situationer, som klinger fremmed. Hvad stiller vi op med den rørstrømske festtaler, den grådlabile alvor under sølvbrylluppet? Jo, vi anvender vores kulturs vidundermiddel nr. 1: Ironien. Med den afvæbner vi uhåndterlige følelser, tackler ubehaget med et grin. Det er, som om det sker pr. automatik. Som om ironien er den lille sikring, der slår fra, når følelsernes system bliver overbelastet.
Hvis det er en distance, som vi uvilkårligt lægger beskyttende ind mellem os selv og følelsesudbruddet, hvordan reagerer vi så i mødet med de kunstværker, som vil rokke ved formerne, bringe os ud af fatning, slå konventioner ud af facon – kort sagt teste følelsernes system? Tragedien som dramatisk genre er ifølge Aristoteles den vigtigste kunstart, fordi den giver sit grædende publikum følelsesmæssig renselse, men er ironikerne overhovedet i stand til at håndtere den oplevelse – kan de lade sig rive med og lade tårerne trille (uden kluklatter)?
Jeg ved det ikke, men jeg ved, at mange vender den alvorsfulde kunst ryggen – jeg mistænker ironien og berøringsangsten for i forening at have stemplet ”kunst” som noget væmmeligt føleri. Jeg tror, at mange forveksler følelsesrenseriet, det forløsende og tårepersende kunstværk, med overdreven sentimentalitet (og der er vel næppe noget mere afskyvækkende?), men kunstens stedfortrædende smerte føles faktisk godt; det er ikke masochisme, men et vildt paradoks.
Jeg er selv en af dem, der foretrækker at have grinet trygt inden for rækkevidde, tragedien må hellere end gerne være tragikomisk, sorte humor synes at have væltet Aristoteles af pinden. Men jeg har heldigvis oplevet det gode i at blive følelsesmæssigt udmanøvreret af et værk, overrumplet og efterladet halvt opløst i eget saltvand. Primo Levi og Imre Kertész’ holocaustberetninger gør mig knugende trist og deprimeret i dagevis, men i sammenhængen her tænker jeg mere på de uventede påvirkninger, der på en måde stikker dybere end rædslen, de pludseligt genkendelige og uomgængelige livsvilkår, som et værk kan stille skarpt på. Under en telttur på Bornholm begyndte jeg af mangel på læsestof at bladre i en bog, min kæreste havde med, ”Alt må vige for natten” af Delphine de Vigan. Hun fik den ikke tilbage, før jeg havde grædt mig igennem den. Fortællingen om en datters bearbejdning af moderens selvmord slog mig omkuld. Det havde jeg ligegodt ikke ventet. Men det er det særligt fine ved det, man kan nemlig ikke planlægge det. Det overfalder bare, ligesom det gjorde, da jeg læste ”Niels Lyhne” og fandt den unge Edele på dødslejet:
”Etatsraaden bøjede sig ned over Lejet og lagde sin Haand paa hendes Puls og ventede stille, og da det sidste Liv var rundet bort, den sidste svage Blodets Bølge stilnet, saa løftede han den blege Haand til sine Læber.
’Lille Edele!’”
