Er tårer tegn på kunst?

Kære Krage

Jeg spekulerer på, om tårer er gode. Altså, ingen tvivl om, at de er gode for den, der afsender dem, udsender dem. Arnestedet. Arnemanden. Så meget har jeg lært efter snart 20 år tæt levet liv med en psykoterapeut. Spørgsmålet er, om tårer er tegn på, at man er i nærheden af kunst. Jeg kom til at spekulere efter at være blevet ramt af det lille undseelige nummer Skagen af Marie Key. Ramt som i det engelske struck. Struck by lightning, struck by illness.

Min far blev født på spidsen af et land
Som slet ikke passer til så fræk en mand
Min far han har råbt, og skældt en masse mennesker ud
Engang blev en mand så sur, at han slog min far ud
Sådan kan det gå når man er så fræk som far
Så får man ikke en flad, man får et par
Og jeg savner

Min far kan lide fisk, tobak og bøger
Rødvin, hvidvin og likør
Min far kan lide fint tøj, slips og skjorte og det hele
Og min mor i nederdel
Engang dansede vi omkring
Nu har jeg kun hans ting
Og jeg savner

Jeg har en kolossal modvilje mod at kaste mig ud i forklaringer og analyser, men jo, nummeret efterlod mig grædende ved skrivebordet. Og overrasket. 1:26 minutters stille monolog om en far. Var det ubehageligt? Nej. Handlede det om min egen far? Nej, ikke så vidt jeg ved. Græder Mågen tit? Nej, på trods af mange års træning i at åbne sluserne – efter jeg fik at vide, at det var umanerligt sundt – græder Mågen ikke meget. Men Skagen ramte mig. Det var rart, og jeg måtte høre nummeret igen og igen. Jeg måtte høre datterens musikalske fortælling om sin døde far. Faren, en levemand, der havde været forfærdelig pinlig, da pigen var ung. Han var for meget, syntes hun. For højrøstet. Han elskede fester i huset. Og han dansede tæt med nabokonerne og slog en skraldlatter op, hvis nogen kommenterede det. Skål, sagde han. Da hun var lille, kom hun trissende ned i nattøj, fordi hun var blevet vækket af larmen, og han tog hende op på armen som et trofæ. ”Her er verdens klogeste og smukkeste barn. Hvis nogen krummer et hår på hendes hoved, får de med mig at bestille”. Han kyssede hende vådt på tindingen og lugtede af tobak. Kun modvilligt lod han moren vriste pigen fra sig, så hun kunne bære pigen ovenpå igen. Tilbage i sengen, med festen under gulvbrædderne, forestillede pigen sig, hvordan faren kom buldrende mod viceinspektøren som en tyr. Senere blev pigen træt af faren. Det blev moren i øvrigt også. Så træt, at hun flyttede ud af huset og fandt en anden mand. Pigen flyttede ind til byen, og det blev mærkeligt nok vendepunktet for faren. Han havde brug for at være omgivet af mennesker. Hun troede først, at han var begyndt at drikke for meget, fordi han snøvlede sådan. Men han var syg. Dødssyg, og før hun vidste af det, var han væk. Det var nogle år siden nu, hun sad en søndag i sin lejlighed og undrede sig over, at han stadig hjemsøgte hende. I et hjørne stod en kasse med hans ting, som hun for nogen tid siden havde fundet i kælderen, men aldrig stillet tilbage igen. Savn plejer at aftage, men med ham var det nærmest modsat. Hun havde ligesom aldrig stødt på noget, der kunne erstatte sin far. Sin frække far.

Det er virkeligt for mig. Måske var det derfor jeg græd. Jo, det er kunst.