Spinat under skoen

Kære Måge

Hvad i hede hule Hanstholm er egentlig en spinatfugl?! Jeg tænker, at du også har fået stillet spørgsmålet – eller måske et, der ligner. Spinatfugl? Mange bliver fjerne i blikket. Er det en kødforskrækket skueret, en dekoration i urtehaven? En spinatfugl er en kulturskribent, svarer jeg – og det er i grunden det gode ved sjældent brugte begreber, at man selv kan være med til at præge betydningen. Det lyder jo ganske sundt, som journalistik med vitaminer i, men skal vi være ærlige – det kan vi lige så godt være – så er det ikke et fyldestgørende svar.

Ordet er vel oprindelig opstået i ærgrelse, måske eksploderet i raseri et sted i nærheden af ”bladsmører”. Jeg kan levende se det for mig mellem knyttede næver i en overspændt Kaptajn Haddock-smædestrøm: døgenigt, bladanblander, motorbølle, karnevalssørøver, platugle… spinatfugl!

Venligt ment var det ikke. Men spinatfugle finder glæde i at kalde tingene – herunder også sig selv – ved rette navn. Bonderøven ser en hædersbetegnelse i ”bonderøv”, mangen en barsk soldat har kaldt sig selv for et ”frontsvin” – Montgomerys mænd: ”ørkenrotter”. Kulturlivet har ry for at være en kampplads med et broget opbud af aktører; herimellem også spinatfugle, som ikke altid har nøjedes med rollen som krigens neutrale korrespondenter, men også fægtet blodigt med pennen. Sagen er, at spinatfuglen er en slags kunstner som for en tid (for nogles vedkommende lang tid, hvis ikke tiden ud) beskæftiger sig med journalistik. Kulturnyheder, aktuelle emner! Vekselvirkningen mellem regulært rugbrødsskriveri og højere bestræbelser har mere end én gang sløret grænsen mellem journalistik og fiktion. I hvert fald har vi ikke så få litterære bud på, hvordan spinatfugle har levet livet på og omkring avisredaktionen.

Det er blevet en klassisk scene i dansk litteraturhistorie: Herman Bangs ”Stuk”, Holger Drachmanns ”Forskrevet –”, Tom Kristensens ”Hærværk”. Aviserne suger små og store forfattere til sig, her kan man skrive sig i forbindelse med læseren, afprøve talentet, se hvor langt det rækker. Avisen er et magisk sted, hvor fiktion og virkelighed flyder sammen i hænderne på sproglige genier såvel som klamphuggere. Det fascinerende er, at så mange af de store har været dér, på redaktionerne, i det udskillelsesløb, som litteraturen også er – i darwinistisk ekstase skrev Johs. V. Jensen om den litterære selektion, der udpegede journalisten Rudyard Kipling (og ham selv!) til skrivende alfahan.

Avisen i romanen er et sært tillokkende sted for enhver eventyrer med hang til druk- og udskejelsesromantik. Her kommer man i dårligt, men stærkt underholdende selskab; det ender sikkert i slagsmål, i hvert fald lever forestillingen om et sted med helt andre moralske standarder. Her skrives og kæmpes med dæmoner; onde, depraverede kræfter ligger på lur, mens livets sammensatte vidunder folder sig ud i en rus. Spinatfuglen kan pludselig gå amok på sine omgivelser med en hævngerrig nøgleroman. I Klaus Rifbjergs ”Spinatfuglene” bliver der portrætteret, så lussingerne synger kulturskribenterne om ørerne. Her finder teaterkritikeren det ikke strengt nødvendigt at se stykket, før han anmelder det. Og hvad angår bøgerne, så kommer de ofte i hænderne på en træt levebrødslæser, som bare vil have åndsarbejdet omsat til mad. Øv, kan det blive mere hovmodigt, igleagtigt klæbende til kunsten! Kunstneren, der har fået sit værk kørt over i blinde, kan fantasere om at svare på karaktermordet med et korporligt ditto. I Martin Walsers ”Tod eines Kritikers” bliver en spinatfugl myrdet – ligesom i Jakob Brønnums ”Forfølgerne”, hvor en anden spinatfugl agerer plageånd, lige indtil han bliver onduleret…

Kære Måge, vi to træder ofte i spinaten, men helst ikke folk over tæerne. Det har vi lovet os selv som manifest: ”Vi klatter ikke på andre”. Og det er ikke, fordi vi frygter for repressalier, men fordi det er dårlig karma, og fordi en moderne (avisløs) spinatfugl ikke behøver at være perfid for at beruse sig i kulturstof. Man kan komme højt op på begejstring og flyve langt, hvis man har tanket op med nysgerrighed. I kulturlivets vildtvoksende spinatbed gror ukrudt såvel som sprogblomster – det har John Chr. Jørgensen dygtigt dokumenteret i  sin bog om kritikersproget – her kan botaniseres på uendelig mange måder; frie fugle kan, hvis de vil, kratte sig uden om ukrudtet og glæde sig over blomsterne.