Kære Måge
Det er en af de hvileløse aftener. Jeg har stået et par timer ved reolen og åbnet bog efter bog, taget ned og stillet på plads igen – ”på plads” er så meget sagt, efter mange flytninger er den alfabetiske opstilling helt droppet, jeg stiller dem bare tilfældigt tilbage i reolen. Væk er de første samlerårs pertentlighed, dengang jeg stadig troede på ordenssans og var i fare for at ende som bibliofil. Nu spilder jeg af og til et par minutter på at lede, større er mit sammenskrab da heller ikke, jeg kan som regel finde det, jeg leder efter, ryggens farve springer i øjnene, og er bogen ikke i stuen, så er den nok på arbejdsværelset, eller i en stak på sengebordet, måske under sengen, i bilens handskerum, i en vinterjakkes lomme eller i en kasse i skuret.
Jeg leder ikke efter noget bestemt, jeg er bare kommet i den der stemning af et planløst cruise rundt i kvarteret, hurtigbladring og pludselige stop med tommelfingeren som bremse. Jeg kigger mig omkring i bøgerne, genkender i forbifarten steder og hilser på personer. En bog parkeres, og en anden tages ud. Set udefra må det ligne ubeslutsomhed – hvis der findes så kedelig en vindueskigger, må han i sin snagen tro, at jeg er fortabt i vægelsind. Men i virkeligheden er jeg i mit es, i færd med at praktisere en måde at læse på – o.k., jeg indrømmer det, det er min yndlingslæsemåde.
Det er en respektløs, løsagtig, bulimiagtigt kværnende læsemåde. Jeg propper mig i smagsprøver og tilstår misbruget. Jeg er fuldstændig ligeglad med bøgernes handling, det er kun sproget, der optager mig, når jeg er i det her humør. Aldrig har det været en forfatters ønske at blive læst sådan, uden struktur, kun med flygtig opmærksomhed. Ordentlige læsere ville skamme sig, mens jeg skejer ud og leder efter en undskyldning, og måske også en forklaring.
Mine valg af tekststykker er ikke fuldstændig tilfældige, mit ædende læsegildes menu sammensættes af tilbagevendende livretter. Det er de suveræne tekster, jeg har behov for at se. Når jeg er i sprogligt underskud, har jeg ikke brug for fortællinger, så har jeg brug for at tanke op med noget stærkere. Og det gør mig glad på en helt speciel måde, det beroliger mig, at der har levet mennesker med sproglig magt over verden. Om J.P. Jacobsens sprogbeherskelse og romanen ”Fru Marie Grubbe” skriver Georg Brandes i et portræt af forfatteren: ”De franske Malere sige som Mundheld, at det ikke er efter Billedets Idé eller Totalkomposition dets Maler bør bedømmes, men at han først duer, naar man kan rive hans Billede istykker og glæde sig over hver Lap deraf.”
Det kan jeg nemlig med en bog som ”Fru Marie Grubbe”, glæde mig over lapperne, Brandes slår ned og pletlæser rundtom i romanen. Gad vide om han også var bogzapper? Her en løsrevet lap, hvor Marie på ridetur ved Ordrup overraskes af et haglvejr:
”I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat, regnvædet Forhæng en Byge skraat henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmede som skummende Bølger i de fjerne Trætoppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, stænkede bort fra Hestens Manke og sprang og trillede omkring i Græsset, som myldrede de op af Jorden.”
