Kære Krage
Jeg er sikker på, at de fleste kender den overvældende oplevelse af i et splitsekund at indse, hvor små vi mennesker er. Hvor lillebitte, ubetydelig og frygtelig forgængelig, man selv er. Jeg ved ikke, hvornår erkendelsen første gang ramte Måge-ungen, men jeg kan stadig genkalde mig, at jeg stod på kanten af en afgrund, for så kan alt jo være lige meget. Men samtidig husker jeg også en pirrende lyst til ikke at vende sig væk. Til at se nærmere på denne eksistentielle katastrofe.
Jeg gætter på, at den store erkendelse ramte mig, da jeg som ti-årig baskede rundt over den jyske hede med faldskærme og militærfly fra Flyvestation Vandel som eneste forstyrrelser på den endeløse himmel, der førte lukt ud i intetheden.
Få bliver ved med at opsøge den tilsyneladende meningsløshed, men de fleste fortrænger livets store præmis. Der er ikke noget at stille op alligevel. Hvorfor ikke bare glemme det der og i stedet vende blikket mod hverdagens opgaver. Kynisk klar over, at man trækker snuden igennem en livslang plovfure. Men er det ikke bedre end at dvæle ved livets mangel på mening og ende på psyk med galoperende angst for verdensrummet? Sådan tror jeg, de fleste tænker. Mågen inklusive – på trods af at jeg som spinatfugl foregiver at løfte næsen fra plovfuren af og til. Megen litteratur er en måde at løfte blikket på. Måske ikke ud i verdensrummets uendelighed, men i hvert fald op over hverdagen.
Jeg kom for nylig til at tænke på dette livets store farlige sus, da jeg hørte om the Gutenberg parenthesis. Den Gutenbergske parentes. En ide eller indsigt, som jeg aldrig havde hørt om før, men som cirkulerer i visse forskerkredse. Ingen erkendelse kommer op på siden af verdensrummets uendelighed, men det fik alligevel fjerene til at rejse sig, da jeg hørte, at bogen som et ukrænkeligt værk, som vi kender den i dag, blot skal ses som en parentes på omkring 500 år i den litterære historie.
Kære Krage, forvent ikke en bevisførelse eller en redegørelse, mere et lynhurtigt rids af ideen:
Før Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten med udskiftelige blybogstaver i det 15. århundrede, fandtes der ikke noget autoritativt værk. Det er svært at forestille sig i dag, men historier gik hovedsageligt fra mund til mund, og de forandrede sig glidende eller i ryk. Nogle kunne huske tusindvis af verselinjer. Det er for eksempel den måde lange beretninger som Homers Odysseen og Iliaden har overlevet. Selvfølgelig også under konstant forandring. Andre skrev fortællinger ned med pen på groft papir. Det betød dog ikke, at historierne dermed var skrivebeskyttede. En nedskrevet historie i et eller få eksemplarer kunne snarere ses som en god inspiration. Intet var helligt. Og ingen ejede historien. Fortællinger levede blandt folket. Så kom Gutenberg og kapslede ordene inde i bøger med tykt pap, og ideen om værkets ukrænkelighed opstod. En lykkelig udvikling for mange af os litteraturelskere (og forfattere!). Et forlag anno 2014 går ikke ind og laver om på Shakespeares Hamlet, fordi det ligesom ville virke federe, at Hamlet overlever, men det gjorde man faktisk i bogtrykkerkunstens barndom. For eksempel findes der trykte udgaver af Hamlet, hvor det hedder ”To be or not to be, aye, there’s the point”!
Når forskere i dag taler om den Gutenbergske parentes skyldes det, at de mener, at vi nu er på vej ind i en ny oral tidsalder, en tilbagevenden til en mere flydende form for kommunikation. Der bliver færre og færre læsere, men mange flere forfattere. Som dengang. Fortællinger kommer ikke længere på tryk, men flyder i sociale (virtuelle) rum. Som dengang. Fortællinger om virkelighedens helte, der bliver legender, kan måske sammenlignes med autofiktionen, hvor virkelighed og fantasi glider sammen. Det skønlitterære værk kan med andre ord ikke hensættes til fantasiens verden, men opstår i samspil med den biografiske og historiske virkelighed. Det er pioner-tanker, og der er selvfølgelig uenigheder blandt forskere. Værsgo, det var pitchen. Mågen er ingen ugle og skal ikke gøre sig for klog på fremtiden, men føler sig overbevist om, at den digitale tidsalder kommer til at gøre noget radikalt ved det skønlitterære værk, som vi kender og elsker i dag. Måske var det derfor, at fjerene rejste sig, da jeg hørte om en parentes på 500 år.
P.s: Er du nysgerrig, kan du se et kort oplæg fra MIT (Massachusetts Institute of Technology) af den dansk-engelske litteraturforsker Thomas Pettit fra SDU her.
P.p.s. Og så er det pludselig blevet sommer. Kære Krage, kan du og kragefamilien have en rigtig dejlig ferie over Østfyn og andre steder. Vi skrives ved i august.
