Skønlitterære interviews

Kære Krage

Jeg kan ikke lade være med at sidde her på min tagryg og småklukke. Det burde jeg ikke, for emnet er alvorligt, men det er altså pip at følge den seneste udvikling i den stadig mere omsiggribende debat om bølgen Autofiktion.

De kloge ved ikke længere, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion. Kulturjournalister og anmeldere er forvirrede og betagede over størrelser som Knausgaard, Yahya Hassan, Kim Leine. God fiktion, der ser ud til at handle om virkeligheden, men som er fiktion. Ja sgu! Kritikere har holdt tungen lige i munden og holdt stædigt fast i en æstetisk læsning: Sprogets skønhed, energi og opfindsomhed, karakterernes livagtighed, historiens udvikling, energien, der er så svær at indkredse, og så videre. Balancegangen lykkes næsten. Om Yahya Hassan skulle have begået tyverier og andre uetiske ting, som han skriver om, har ikke været et emne. Det er litterært ligegyldigt. Det er kunst. Fiktion! Mågen forstår godt læsestrategien, for var det ikke kunst, men fakta, ville det jo være journalistik eller dokumentarisme, og den slags skal vejes på en helt anden vægt. Havde Yahya Hassan skrevet en selvbiografi om sin hårde ungdom, havde den efterfølgende vurdering og diskussion selvfølgelig været en hel anden end en lovprisning af digtekunsten. Tænk bare. Der er en vægt for fiktion og en vægt for fakta.

Men for nylig gik det galt for vores fuglevenner i spinatbedet, og det er altså derfor, jeg skratter lidt heroppe, Krage.

Daniel Denciks roste bog Anden Person Ental har gået sin sejrrige gang gennem kultursiderne. Mågen har ikke læst den endnu, men det kommer, for taget efter anmeldelserne er det en stærk bog. En bog, der også har efterladt stærkt stof til forfatterinterviewene. Dencik kunne fortælle, at det var rigtigt nok, hvad der stod i bogen. Han kan ikke få lov til at se sine to børn, selv om han er blevet renset for alle mulige anklager af det svenske retssystem. Det svenske socialvæsen er skurken. Det er ren Kafka. Dencik lagde ikke skjul på, at det er en virkelig historie, som han har skrevet en fiktiv historie om. Kulturjournalisterne holdt mikrofonen foran forfatterens mund og videregav Denciks historie. Historien fra Denciks virkelige liv forstås. Ikke en eneste spinatfugl reagerede med at høre modparten, som man igennem generationer har lært på et stigende antal journalistuddannelser.  Måske fordi skurkene sidder på den anden side af Øresund. Måske fordi det gør kulturjournalister bare ikke, og måske fordi kulturjournalister efterhånden er så hærdede, når det kommer til kunsten at fastholde troen på, at autofiktion altså er fiktion. Ingen tænkte tilsyneladende længe over, at der var en mor og to børn og en offentlig myndighed på den anden side af Øresund, der måske havde en anden udlægning af de heftige beskyldninger. Men indrømmet: Mågen løftede heller ikke en fjer, og intet var sket, hvis ikke journalisternes fagblad (herunder også en del kulturjournalisters fagblad) begyndte at ringe rundt for at spørge til sagen. Fagbladet ringede til kilderne i Sverige. Fandt ud af, at der vitterligt er en helt anden udlægning af Denciks Kafka-version. Journalisternes fagblad ringede rundt til spinatfuglene, og svarene blafrer som rester fra en nedskudt luftballon. Nogle beklager miseren, beklager, at de ikke opdagede, at de i interviewene havde bevæget sig fra fiktion til fakta, andre forstår overhovedet ikke, hvad der er problemet. Politikens kulturredaktør er blandt andet citeret for følgende: ”I forbindelse med et skønlitterært forfatterinterview, hvor en mand fortæller om sin roman, har vi ikke de samme krav i forhold til at undersøge påstande om det ene eller det andet. Der lader vi forfatteren stå på mål.”

Det er ikke nemt at navigere, når fakta og fiktion smelter sammen. Et ”skønlitterært forfatterinterview” må være seneste skud på stammen på det træ, vi kalder autofiktion i mangel af bedre.