Kære Måge
Jeg drømte, at jeg var bibliotekar. Og det var en god drøm, en af de bedste jeg har haft længe. Jeg vågnede ved et regnskyl på veluxvinduet. I mørket trommede efteråret på taget, mens jeg lå og mærkede efter. Jo, drømmen var god, jeg kunne stadig føle den i kroppen. Det gjorde mig ikke noget, at sommeren blev skyllet væk, hver årstid har sin charme. Og så findes der jo tilflugtssteder. Jeg kom i tanke om rum, som jeg altid har følt mig godt tilpas i; uanset min alder, tiden på året og hvilken provins af landet, jeg har befundet mig i, så har jeg altid haft en rar følelse i kroppen, når jeg gik ind ad døren til et folkebibliotek. Om det har været et lille, skrabet ferieudlån i Gudhjem eller et af de store med bred trappe og højt til loftet, så har følelsen altid været der, tryghedsfølelsen.
Skyldes det kombinationen af orden og duften af et specielt kommunalt rengøringsmiddel på vinylgulv? Jeg ved det ikke. Men bøger på reoler gør det med sikkerhed ikke alene, for hverken boghandler eller antikvariater kan hamle op med biblioteksatmosfæren. Der er ikke noget til salg på biblioteket, måske er det det. Ingen tilbud på penalhuse eller tre bøger for én bogs pris. Der er kun rådigheden, samlingen (stor eller lille), som man kan gå ind i og frit benytte sig af. De skrå kasser med tegneserier og papfigurerne under lamperne i børneafdelingen er noget af det bedste. Mit livs skønneste bibliotek har jeg fundet højt på en klippe i Grønland, Aasiaat Folkebibliotek, et smukt træhus med udsigt over Diskobugten og isbjergene. Indenfor var udvalget af bøger begrænset. Men følelsen var der, og der var aviser og en hjælpsom bibliotekar, som hed Henriette.
Nå, ja, bibliotekaren. Den jeg drømte om at være. Den tjenstvillige informationsekspert, som uden forbehold eller rynken på næsen imødekommer de særeste forespørgsler og hjælper med at finde utænkelige artikler frem. Engang ville jeg gerne vide noget om aberne på Gibraltar, og uden at skulle forklare mig (jeg ville ikke kunne have givet et fornuftigt svar) fik jeg biblioteksvagtens diskrete assistance. Hurtigt og professionelt.
Det kræver nok særlige karakteregenskaber altid at stå til rådighed for andres søgen, at tjene og vise vej uden at kende formålet. Men begynder man at fundere over bibliotekarens karakter, svømmer man ud i et hav af fordomme. Få faggrupper er behæftet med så mange klichefyldte forestillinger: En lille, grå, humorforladt person med tynde arme, briller naturligvis og med knold i nakken, stereotypen er en aseksuel kvinde, grundig, grænsende til pedantisk, og selvfølgelig besat af regler og rutiner.
Her må jeg som det første modeksempel henvise til børneafdelingens skrå kasser med tegneserier og fremdrage Batman-serien, hvor den vilde Catwoman huserer; hun er nemlig bibliotekar, når hun ikke er på forbryderjagt iklædt latex og højskaftede støvler. Men det kan godt være, at det bare er en anden fordom, nemlig at bibliotekaren har en hemmelig, lidt mystisk side. I ”Rosens navn” af Umberto Eco møder vi en blind bibliotekar, som, meget lidt bibliotekaragtigt, slår ihjel for at bevare en bogs hemmelighed. Han hedder Jorges fra Borges og har sit navn fra en af virkelighedens bibliotekarer, den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, som var direktør for nationalbiblioteket i Buenos Aires.
G.G. Casanova, den berygtede eventyrer og kvindebedårer, tilbragte sine sidste år som bibliotekar i Böhmen, hvor han skrev sine erindringer. Nogle vil nok påstå, at mænd kan smøre tykt på, når de erindrer, men her er under alle omstændigheder et modstykke til klicheen om den tørre og kedelige papirnusser – bibliotekaren, der fik sine bøger opført på Index librorum prohibitorum, den katolske kirkes liste over forbudte bøger.
En af mine absolutte yndlingsbibliotekarer er Per Højholt – som i øvrigt har skrevet et digt, der hedder ”& Borges” og så ”Gittes monolog om biblioteker”, hvori Gitte og Preben tager på biblioteket, da hun finder ud af, at hun har betalt for det over skatten: ”Her har jeg gåen rundt og spinket og sparet / og betalt te’ den bibliotek, alså, / år ud og år ind, / så ve’ jeg da godt lig’ se’en”.
Jeg ved ikke, om Gitte og Prebens bibliotek er blevet lukket, men mange af de små filialer findes ikke mere. Der er blevet længere mellem de gode steder, oaserne, hvor man kan tanke op med den der følelse, som jeg knap forstår, men som jeg er ret sikker på er vital for et samfund – også for et informationssamfund med bredbånd i alle hjem. Der må være et sted, man kan gå hen, et fysisk rum, man kan gå ind i. Og der må være bibliotekarer, med og uden briller, som kan hjælpe os i jagten på det, vi ikke ved findes.
