Kære Krage
At svæve hen over et værk, betragte det uforståelige på afstand, lande i en enkelt sætning, gnubbe sine svømmetæer op og ned ad de bogstaver, der ikke giver mening. Den slags kan jeg godt misunde folk og fugle. Jeg har aldrig selv været god til det. Min primære drift som læser har været at forstå.
Men jeg prøver. Og jeg bilder mig ind, at jeg hen over årene er blevet bedre til at færdes i det uforståelige, at mærke storheden i nogle verselinjer, selv om jeg ikke forstår et kvæk. Og jeg mener bestemt, at nogen burde skrive uformåenhedens poetik, så spinatfugle som mig fra en ung alder kunne lære at nyde kunst, uden at den manglende forståelse saboterer oplevelsen. Det burde være pensum i folkeskole og gymnasium. Inden man begynder at dissekere og tolke tekster, lærer man nydelsens kunst. Man lærer ikke at stritte imod, selv om en tekst, en film, et billede kun giver ringe mening.
Det kunne være fint, nærmest terapeutisk. Men for at være ærlig tror jeg ikke, at poetikken ville få sit store gennembrud i dette årti. Så vidt jeg kan se, peger vores fælles ven vejrhanen i en anden retning. Læsere vil forstå, med det samme. Letfordøjelig føde. Man vil have tekster, der ikke skal tolkes. Selv meget kloge læsere siger, at de er trætte af at skulle fortolke. De er trætte af fiktion! Litteraturkritikeren Hans Hauge er en af dem, han har skrevet et helt manifest, som han kalder fiktionsfri fiktion. I manifestet skriver Hauge om Karl Ove Knausgaards Min Kamp og andre virkelighedsnære bøger, der efter Hauges mening er kendetegnede ved, at de ikke skal fortolkes. Hauge kalder Min Kamp og andre bøger et opgør med fiktion. At læse Hauges manifest var for mig en øvelse i uformåenhed. Hauge skriver om disse værker, at intet er opdigtet, men at det alligevel er fiktion. Ohøj, den er svær.
Jeg er dog ret sikker på, at Hauge har fat i noget, når han skriver, at mange er fiktionstrætte. Det slår mig, at Yahya Hassans kolossale gennembrud er et udtryk for det samme, en folkelig lettelse over endelig at stå over for kunst, der kan forstås og overføres direkte til samfundsdebatten.
Min faster, der er dansklærer med mange års erfaring, har fortalt mig, hvordan Yahya Hassan har grebet eleverne. Jeg ser dem for mig: Et hold hormonhærgede teenagere, der pludselig glemmer at de holder mobilen under bordet og strækker hånden højt til vejrs. Ikke fordi de vil tilfredsstille læreren, men fordi ordene vil ud. Ægte engagement. Jeg ville gerne have været der, mærket den løftede stemning og debatten om den jævnaldrende indvandrerdreng, der skriver om at få og give tæsk og sælge hash i pladevis. Yahya Hassans tekster fremstår som udsagn fra forfatteren. Gymnasieeleverne læser om forfatteren liv. De læser om noget virkeligt, og de elsker det.
Men digtene er også andet og mere, for der er naturligvis sket en forskydning i forhold til virkeligheden, og det håber jeg virkelig, at min fasters elever får med sig. At de ikke kun dyrker det biografiske, men også fornemmer alt det, der ikke kan forklares. Uformåenhedens poetik. Når de er færdige med at tale om digtsamlingen som en selvbiografi på vers, håber jeg inderligt, at de vil svæve lidt frem og tilbage over sætningerne, lande og gnubbe sig op ad et bogstav uden at forsøge at forstå.
Den amerikanske beatpoet Allen Ginsberg skrev om sig selv og sin generation i det verdensberømte og syrede langdigt Howl. Om fænomenet lyrik har han sagt: Poetry is a rhythmic articulation of feelings.(I hvert fald I munden på skuespilleren James Franco i filmen Howl fra 2010).
En rytmisk artikulation af følelser. Der er langt fra biografisk virkelighed til rytmisk artikulation af følelser. En rytmisk artikulation af følelser skal selvfølgelig ikke bare læses og forstås. Følelser og rytme. Det skal mærkes.
OPKALD FRA MELLEMØSTEN
JEG VED IKKE HVEM DE ER
TANTER OG ONKLER
HVIS VI NOGENSINDE HAR MØDTES
HAR JEG VÆRET FOR LILLE TIL AT KUNNE HUSKE DET
OG NU RINGER I VIA EN FJERN FORBINDELSE
MED KRIG OG SOLSTØV I STEMMERNE
DET GÅR GODT PÅ EFTERSKOLEN
ET SOCIALPÆDAGOGISK OPHOLDSSTED
(Yahya Hassan, Yahya Hassan)
Bevisthed om en oplevelse er en svært ting at mærke. Det kraver træning, og i min erfarring, meget tid, selv for oplevelsen og senere for reflektion. Nogle kunst oplevelser kan vare in ugevis, selvom oplevelsen varede kun få minutter. Man går fra koncertsalen, men koncerten fortsættes i sinden… Hvis den var god. Hvis man ikke forstår det, kan det være svært at se værdien i det, men nu kan jeg bedst lide det når jeg ikke kan forstå, mrn kan mærke den resonance mellem mig og værket. David Lynch (Mulholland Drive to be exact) var den første for mig. Nu vil jeg meget heller smage mysteriet end virkeligheden. Men jeg føller mig tit alene.