Op af sumpen

Kære Måge

Jeg har fortalt dig om min farfars scooterstøvler. Men kom så til at tænke på noget, som er mere vigtigt end de ting, vi arver. Tanker, gode og dårlige, vandrer mellem folk; jeg har fundet et skønt eksempel på, hvordan en idé har spredt sig og (højstemt, men sandt) reddet et menneske, endda skabt en stor kunstner:

Det er en meget lang kæde af begivenheder, som begynder i det ukendte (måske med et venligt ord), men på et tidspunkt i 1700-tallet påvirkes Jean-Jacques Rousseau af noget, som får ham til at tænke og skrive om børneopdragelse, om kærligheden til børn og om barnets frie vilje. Det får så den tyske forfatter August Lafontaine til at tænke videre og siden skrive en besynderlig roman, ”Der Sonderling”. Den handler om rigmanden Ludvig Burchard, som, helt ude af takt med tidens normer, selv ønsker at passe og pleje sin nyfødte søn. Hans uortodokse opdragelsesplan dikterer fem års uforstyrret leg – ude i Guds frie natur, uden ble, i løst tøj og bare tæer skal drengen gå på opdagelse og selv gøre sine erfaringer, alt sammen med det formål at lære det nye menneske at ”nyde Lykke”. Bogen kom på dansk i 1802 som ”Den Særsindede”, heri skriver oversætteren E.L. Grüner i sit forord: ”Læs, døm og anvend”. Og den opfordring blev heldigvis bemærket af en fattig, men nysgerrigt læsende skomager i Odense, som, i hvert fald på papiret, var far til en særsindet dreng ved navn Hans Christian Andersen, ja netop, den grimme ælling.

Det kan læses i Jens Andersens store biografi om eventyrdigteren, og der kan siges uendelig meget godt om den biografi; her vil jeg bare fremhæve, hvor grundigt den gør rede for Odenses slum i begyndelsen af 1800-tallet. Vi har med en dreng at gøre, som er steget op af mudderet for til sidst at sidde til bords med kongen. Hans sociale opstigning, som på mange måder er helt usandsynlig, forklares med en parade af hjælpende mæcener, men – og her er en af biografiens helt store triumfer – der ryddes en plads i historien til den undseelige sjældenhed af en far, som læste og tænkte anderledes om børneopdragelse. Han døde ung, men nåede at give sønnen det vigtigste, nemlig kærlig omsorg og lov til at være barn. For det største mirakel er jo ikke den sociale opstigning, men at digteren bevarede sit barnlige sind i et mildest talt råt miljø – hvor både mormoren, moren og senere halvsøsteren tilhørte det omvandrende kvindeproletariat, der var tvunget ud i prostitution, og hvor sanitær elendighed, druk, vold, sindssyge og ydmygende overgreb var hverdag i gode gamle Underdanmark. Alene overlevelsen har krævet held, og karakteren H.C. Andersen bliver ved med at fascinere som ukuelig opkomling, særsindet kunstner, målrettet erobrer, hele livet et oplagt mobbeoffer, men med en naivitet så stærk, at den må have vaccineret ham mod mobningen.

Rousseau havde vistnok sine private problemer med at omsætte teorierne i praksis, men skomageren i Odense gjorde noget ved det – jeg elsker bare, når en overset helt bliver trukket frem i lyset! Og jeg er vild med det her eksempel på, hvordan tanker og ideer kan sprede sig og sætte frø de mest uventede steder. Derfor dette lille skræp fra en Krage i spredehumør: Pas på børnene – og lad dem være børn!