Hvorfor, hr. forfatter?

Kære Krage

Den anden dag talte jeg med en god kollega om et manuskript, som jeg arbejder med. Ja, lad os bare sige det på den måde: Et manuskript, jeg arbejder med. Så ved du, at historien er lang og uafklaret, som det ofte er tilfældet, når forfattere taler om ’manuskrifter’. Det er noget andet, når man taler om en bog. Jeg har netop skrevet en bog. Jeg skriver på en bog. Det er definitivt, og man kan se værket for sig. Jeg arbejder på et manuskript, lyder professionelt, men vipper samtidig faretruende på randen af ingenting. På et øjeblik kan et manuskript sendes til trykkeriet og komme tilbage som første duftende eksemplar, men der er sjældent nogen garanti, og redaktøren kan også sende et sigende blik, og så er manuskriptet pludselig forvandlet til fortid.

Det var et sidespring, et resultat af at jeg lige nu gennemstrømmes af Thomas Manns lange, smukke sætninger med indskud, der hallucinerer læseren.

Jeg havde givet min kollega manuskriptet (hvad det unægteligt er), fordi hun er en god læser, og jeg har tillid til, at hun siger sin ærlige mening. Hun beskrev, hvordan hun oplevede karaktererne, historien, hvor i teksten hun undrede sig, hvad der glædede hende, og hvad der irriterede hende. Hun forsøgte med andre ord ikke at lege klog litteraturkritiker, der kan gennemlyse et værk med sit skarpe blik – hvad de færreste kan – men i stedet forblev hun læser og beskrev sin oplevelse. Og det var jeg rigtig glad for, også selv om jeg kunne mærke, at hun ikke ville have været rundhåndet med stjernerne, hvis hun havde været kritiker.

Men så kom det uundgåelige øjeblik, når en læser møder en forfatter: Hun begyndte at spørge til mine ’valg’. Hvorfor er hele to af kvinderne spirituelle? Hvorfor har du valgt, at hovedpersonen skal ud på en rejse? Hvad vil du opnå med det og det?

Alle forfattere har prøvet det. Nogle er gode til at svare. Jeg er elendig. Jeg gennemstrømmes dels af en forpligtelse til at svare (af høflighed), men samtidig også af en kolossal tvivl, fordi jeg har svært ved at forklare mine ’valg’ og ved, at jeg skal skynde mig at opfinde en forklaring. Og endelig en kolossal modvilje, fordi spørgsmålene keder mig. Det sidste er frygtelig arrogant, da jeg udmærket forstår læserens indlysende nysgerrighed. Her et forsøg på en forklaring:

Forfattere har forskellige årsager til at skrive bøger. Jeg er ikke afklaret med mine egne motiver, men de er dybt personlige og formodentlig udsprunget af et ønske om at forstå nogle følelser eller fænomener tæt på mig. Ikke mindst at sætte dem ind i et større perspektiv (er det bare mig, eller afspejler det en større tendens?) Vi taler altså om noget, der kan kaldes selvterapi eller fjerpilleri. Sikkert det samme, som når nogen siger, at de skriver, fordi de ikke kan lade være. Sådan har Mågen det. Andre forfattere skriver ud fra et ønske om at konstruere en god fortælling, der kan tryllebinde læseren, eller måske ud fra ønsket om at få læseren overbevist om nogle ’sandheder’ i livet. Jeg er aldeles usnobbet og mener ikke, noget er bedre end andet. Men det giver næsten sig selv, at med mit udgangspunkt foregår skriveprocessen i tæt samspil med underbevidstheden, og hvad der tilfældigvis påvirker mig for tiden. Jeg tænker tit på en roman eller en novelle som en drøm. I en drøm kan man genfinde reminiscenser fra d seneste dage. Har man opholdt sig en uge i en kostald, vil man uvægerligt drømme om køer. Ligesom denne tekst er skrevet under en vis påvirkning af Døden i Venedig, fordi jeg læste den i formiddag. Det lyder sindssygt tilfældigt, og det er en stor gåde, hvordan der kan komme kunst ud af den slags processer, men det kan der. (Måske også fra Mågen en dag.) Men det er et faktum, at masser af store kunstværker er skabt på denne drømmeagtige måde. Og så er vi tilbage ved min kollegas velmenende spørgsmål: Hvorfor har du valgt at gøre kvinderne spirituelle? Jeg blev tavs, men jeg kunne også have valgt at svare: Det har jeg heller ikke – det var de bare.

Her kunne dette skræp passende været afsluttet, men ét spørgsmål er for oplagt: Hvis du har så svært ved at forklare valgene bag dine bøger, kære Måge, hvorfor kan andre forfattere så tale op og ned ad stolper i medierne? Der er to muligheder: Enten fordi Mågen er den eneste fugl, der basker forvildet rundt på himlen, eller også fordi andre forfattere ganske enkelt fortolker deres bøger. Eller sagt på en anden måde: De skriver bogen frem, båret af mere eller mindre bevidste valg, og når de så senere bliver spurgt, tolker de bogen, som enhver anden læser, og svarer så med stor overbevisning i stemmen.