Kære Måge
Amerikanske videnskabsfolk er vistnok kommet frem til, at humlebien kan flyve. Jeg må indrømme, at jeg levede ubekymret med paradokset, dengang den modsatte påstand var gældende – den franske insektforsker August Magnans bevis fra 1934 hørte i min verden til i kategorien naturens mysterier. Det holdt mig ikke søvnløs om natten. Noget andet er sproglige unøjagtigheder og selvforskyldt begrebsforvirring.
Et ord, som bliver ved med at svirre rundt, er den naturstridige selvmodsigelse ”autofiktion”. Det irriterer mig, jeg taber fjerene i frustration over det. Autofiktion betyder noget i retning af ”selvbiografisk digtning”, et monstrum af et begreb, som bliver ved med at flyve, selvom det IKKE kan! Det gælder også artsfællen og fupgenren ”erindringsroman”.
Ordet er opstået, fordi forfattere har det med at blande deres eget liv i fiktionen, det påstås at være en litterær tendens, en litteraturhistorisk nyskabelse. At det skulle være nyt, er der ikke meget, der tyder på. Derimod er der sket noget nyt med måden, bøger læses på. Litteraturen har ikke forandret sig meget, men det har læserne tilsyneladende. Jeg vil ikke bebrejde nogen, at de pludselig er blevet vildledt af ældgamle litterære greb, som illuderer ægthed. Men det undrer mig. Fiktionen har altid levet af at overbevise og skabe indlevelse, en brevroman skal læses, som om det er virkelige breve, læseren skal gå med på legen og leve sig ind i fiktionen, men det har da aldrig været meningen, at man skulle tro på det, altså sådan rigtigt!
Måske er det et litterært grebs endelige sejr? Men én dag om året er alle med styr på kalenderen igen forvandlet til gode læsere. Den 1. april ses avisen an med særlig mistro, fordi aprilsnaren, som man bare véd vil være der, gør alle øvrige artikler potentielt utroværdige; hele avisen er per tradition suspekt! Dagen efter sænker man igen troskyldigt paraderne. Og det er egentlig en skam, for det klæder en læser at være på vagt – særligt hvis det er en roman, der læses i.
Er det en mærkelig sammenstilling af aviser og romaner? Det synes jeg ikke, for alt for tit møder jeg læsere, som tror på det, der står i romanen. Det er dét, der er det mærkelige. At sige, at noget er næsten sandt, er det samme som at sige, at det ikke er sandt. Romanforfattere blander fiktion i virkeligheden, og blandingsproduktet bliver fiktion (minus gange plus giver minus). Det står tydeligt printet på omslag og titelblad, at det, vi har i vente, er en roman, og alligevel opstår der gang på gang forvirrende diskussioner om indholdets sandhedsværdi. Og det selvom det principielt ingen sandhedsværdi har.
Skal vi udskifte genrebetegnelsen ”roman” med ”løgn”? Det ser ikke kønt ud, men det er mere ærligt, og meget tyder på, at det ville være en tiltrængt forbrugeroplysning. Jeg syntes, det var sjovt, dengang det kom frem, at destruktive kræfter havde lagt opdigtede artikler ud på Wikipedia og dermed undergravet hele leksikonets troværdighed. Bare én fantasifuld artikel om en ikkeeksisterende kommune i Vestjylland var nok til at gøre hele den gigantiske database fiktiv. Et par dråber sort fiktion i det klare vand, og sigtbarheden bliver sløret. Åndelig terrorisme, ja, men morsomt. Og Kragen er en mørk fugl, som elsker fiktion.
