Kære mørke Krage
Jeg bliver lidt bekymret for dig, gode ven. Hvis du taber fjerene i frustration, når du hører begrebet autofiktion, må du baske rundt over Østfyn godt afpillet. I hvert fald hvis du lytter til vores kloge slægtninge, hornuglerne.
Autofiktion går ud på, at skønlitterære forfattere putter sig selv ind i værkerne. De skriver skønlitterære værker, men om virkelige begivenheder, virkelige steder, med virkelige personer og virkelige navne. Som fænomenet Karl Ove Knausgård, der har skrevet seks digre bind om sit eget liv. Han var dødtræt af at finde på, og dødtræt af selv at læse opdigtede historier, i stedet begyndte han at skrive om sit eget liv, og han ramte en åre, hvor det flød med glitrende friske fortællinger. Det strømmede og strømmede over 2500 sider. Han skrev om sin barndom, opvækst og voksenliv. Han skrev om at skrive. Han skrev om omverdenens reaktion på det, han skrev. Jeg har en kollega, der er stor fan, og som mødte Knausgård efter et af de første bind, mødet kunne han læse om i et senere bind. Sjovt, ik?
Hovedpersonen i Knausgårds bøger hedder Karl Ove Knausgård, og han er symbolet på ny nordisk fiktion (også kaldet: autofiktion, performativ biografisme, fiktionsfri fiktion og andet godt). Men Danmark har mange andre til at bekræfte tendensen: Yahya Hassan (Yahya Hassan), Pablo Llambias (sonet-trilogien), Bjørn Rasmussen (Huden er det elastiske hylster, der omslutter hele legemet), Morten Sabroe (Du som er i himlen), Kim Leine (Kalak). For bare at nævne nogle af dem, som Mågen er stødt på.
Fra toppen af halmhuset ligner det en stor og vigtig tendens. Noget, der præger i hvert fald den skandinaviske litteratur, og noget, der utvivlsomt hænger sammen med manges pludselige trang til at iscenesætte sig selv på sociale medier.
Men så hører jeg først min kloge redaktør, flere andre og nu også dig, Krage, som drengen, der peger mod kejseren og råber: Har forfattere ikke altid brugt deres liv i romaner og digte? Er der overhovedet noget nyt under solen? Og selv om forfattere så bruger mere af deres eget liv i værkerne i dag, end de gjorde på Karen Blixens tid, så gør det ingen forskel. Sagen er nemlig, at blot én dråbe fiktion farver hele værket mørkt som fantasi.
Du spørger, om det ikke bare er læsningen, der har forandret sig. Er alt det såkaldt nye ikke bare opstået ved, at forfattere i dag udstiller deres eget liv, og dermed kan offentligheden og de stakkels læsere så læse alle de informationer ind i bogen.
Jeg forstår så godt og har brudt min minimale mågehjerne. Foreløbig er jeg kommet frem til følgende svar:
Måske.
Måske … har du ret i, at værkerne i disse år er, som de altid har været. I hvert fald hvis præmissen er, at det er ligegyldigt, om de indeholder én dråbe eller en hel gryde fiktion. (Personligt tror jeg faktisk, at en stigende brug af selvbiografisk materiale i værkerne ændrer ret grundlæggende på værkerne – men det må vente til et ph.d.-projekt i mit næste mågeliv.)
Men, jeg bliver nødt til at spørge: Kan man tale om et værk som en løsreven størrelse? Som en satellit, der svæver rundt, uafhængig af omgivelserne. For mig er et værk netop noget, der opstår i mødet mellem læserens virkelighed og ordene på siderne. Med andre ord: Det påvirker værket, at læseren har kendskab til forfatterens liv. At læseren ved, at hovedpersonen i bogen har samme arbejde og bor samme sted som forfatteren til bogen.
Noget andet er, at snakken (diskursen, ville en hornugle have skrevet) også påvirker forfatterne. Dig og mig, Krage. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg er blevet inficeret af at have læst autofiktion. Hen over vinteren har jeg skriblet på noget, der er tæt på min egen virkelighed. En dagbogslignende ting. Jeg er for privat til at dele den med omverdenen. Men måske kan jeg tilsætte nogle dråber sort fiktion og kalde det en roman.
I øvrigt, skulle vi ikke kalde det hele noget andet end autofiktion? Måske er den dårlige betegnelse med til at koste fjertabet. Jeg har tænkt på Nyvirkelig litteratur (Neo real literature). Altså en ny form for virkeligsnær litteratur, hvor forfatteren nedbryder grænsen mellem sit virkelige liv og livet i værkerne.
