Kære Måge
Det lykkedes Victor Frankenstein at få liv i en død. Men kun fordi Mary Shelley blæste liv i fortællingen. Med ord. Stykket sammen på den rigtige måde har alfabetet en livgivende formulars egenskaber. Jeg læser ”Fru Marie Grubbe”, J.P. Jacobsens historiske roman, og ser for længst døde personer gå lyslevende rundt. Det er egentlig ret utroligt. De vækkes af min læsning, mens jeg sidder dødstille, lamslået igen af forfatterens geni. Som en gal videnskabsmand har Jacobsen sat strøm til 1600-tallet og fået historiske personer til at myldre op af gravene; sproget er hans materiale, præcise iagttagelser og psykologisk indsigt hans redskaber. Se bare, her kommer Sti Høg:
”Sti Høg var den Gang et Par Aar over de Tredive, han var en høj Mand, høj og mager, rødhaaret og med et langt smalt Ansigt. Han var bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule Øjenbryn buede højt op over hans blanke, lysgraa Øjne, der fik et træt, lyssky Udtryk ved at Øjelaagene var ganske rosenrøde, og derved at han, naar han blinkede, blinkede langsommere, eller bedre: lod Øjnene længere være lukkede end andre Mennesker. Hans Pande var høj og over Tindingen var den stærkt rundet og blank. Næsen, smal og langsomt krummet, var lidt for lang og Hagen baade for lang og spids, medens Munden var fuldkommen smuk, Læbernes Farve saa frisk, deres Linier saa rene og Tænderne smaa og hvide. Men det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa ejendommelig, det var det, at han havde dette underlige, sørgmodige, grusomme Smil, som undertiden findes hos store Vellystninge, dette Smil, der er higende Begjær og foragtende Træthed paa een Gang, paa een Gang ømt og længselssygt som søde Toner og grumt og blodlystent som den dæmpede Tilfredsstillelsens Knurren, der trænger sig ud af Rovdyrets Strube, naar dets Tænder slider i det bævrende Bytte.
Saadan saae Sti Høg ud.
Dengang.”
Min skepsis over for genren, den historiske roman, bliver væk i beundring. Godt nok spørger jeg mig selv, om det nu også er Sti Høg, jeg har mødt. Den historiske skikkelse, som i leksikonnet står under navnet Stygge Høg. Noget ved vi, noget andet kan vi kun forestille os. Og ligesom Frankensteins monster ikke var helt sig selv, da han vågnede på operationsbordet, har Sti Høg vel også rejst sig i en noget forvrænget skikkelse?
Jo, det er klart, det er det, romaner gør. Og alligevel føler jeg mig tættere på ham her som biperson i fortællingen end som hovedperson i en tvivlsom leksikonartikel (Den store danske): ”Stygge Høg, Sti Høg, d. senest 1685, landsdommer. H. hørte til de fra fødslen mærkede. Han led i sin opvækst af voldsomme krampeanfald der slog hans kammerater i Sorø skole med uhygge, og selv om en af lærerne her, professor Jørgen Kruck, siges at have “kureret” ham, forblev han livet igennem en viljeløs stakkel.”
Mere stakkel var han ikke, end at han indledte et kærlighedsforhold til Marie Grubbe, den kloge, viljestærke og smukke adelsfrue, som J.P. Jacobsen med sin næsten overmenneskelige sprogbeherskelse har foreviget. Hun døde 75 år gammel i 1718, under læselampen er hun fuldkommen levende.
