Kære Måge
Her ude i provinsen kan pakkepost føles som åndelig nødhjælp. Forleden fløj jeg begejstret fra min postkasse og lige ind under læselampen. Peter Øvig Knudsen havde sendt mig sin bog ”Nakkeskuddet – og andre historier om at beskrive virkeligheden”. Det gjorde mig glad, og det gjorde mig forundret, sådan som jeg kun kan forundres, når et tilfælde ligner en nøje overvejet kommentar til mit liv.
Midt i min ørkesløse grublen over, hvordan fiktion og virkelighed blander sig i hænderne på forfattere (mig selv inklusive), får jeg denne bog stukket ud. ”Nakkeskuddet” er forfatterens personlige opgør med sig selv som dokumentarist. I fem essays, plus forord og efterskrift, gennemlyser han sine tidligere arbejder for at stille skarpt på problemerne med at indfange og beskrive virkeligheden. Peter Øvig Knudsen er journalist med portrættet og interviewet som speciale, han har også engang skrevet en roman, men det er de historisk-dokumentariske bøger, der tegner forfatterskabet. Han har endevendt modstandskampens likvideringer under besættelsen, torturbødlen Birkedals liv og død, Blekingegadebandens gerninger og hippiernes Thylejr-projekt. Med bøgerne er der fulgt hæder, anerkendelse, læsere i hobetal og fjender. De etiske overvejelser, han har gjort sig, før mennesker blev udstillet, er ofte endt ved konklusionen: Sandheden skal frem! Den kan være ilde set, men den kan også være speget, ja, sandheden kan findes i flere versioner.
Folk er blevet kede af det, vrede, krænkede. ”Nakkeskuddet” er ikke en undskyldning, men et selvransagende forsøg på at gøre status og skrive sig ud af en personlig krise, som bunder i et kuldsejlet bogprojekt og en større ømhed for dem, der, nødvendigt eller ej, blev berørt af afsløringerne. Lidt af hvert kommer frem i lyset, når en arkivrotte graver, og Peter Øvig graver dybere end de fleste. Virkeligheden er dokumentaristens materiale, det, han skriver, ”kan tilføje et andet menneske eller en hel familie lidelse, og ikke bare på den forfængelige overflade, men langt ind i deres tilværelses fundament og det vigtigste af alt, den enkeltes personlige identitet”.
Måge, her mærker jeg ”Nakkeskuddet” som et prik i fuglekraniet, som en kommentar til vores uendelige diskussioner om virkelighed og fiktion i bøger. For erkendelsen af, at dokumentaristens ord kan gøre mennesker fortræd, får nemlig Peter Øvig til i øjeblikke at misunde fiktionsforfatternes ”større frihed i skriveprocessen”. Godt, tænker jeg, at den misundelse kun er forbigående. Jeg vil nødig bytte hans dokumentarisme ud med autofiktion. Også den kan gøre folk kede af det, vrede, krænkede. I virkeligheden. Dokumentaristen kan selvfølgelig være subjektivt på afveje, men hans projekt er forpligtet af genren, bestræbelsen på at nærme sig sandheden. Og så kan man diskutere kendsgerninger med ham; det kan man ikke på samme måde med en romanforfatter, som har valgt friheden frem for troværdigheden. Problemet ligger hos læseren, som har svært ved at se forskel. Autofiktion kan i nogle tilfælde ligne dokumentarisme; f.eks. når en afhoppet Se & Hør-journalist finder på at præsentere sig som whistleblower og romanforfatter; på en og samme tid. Jeg kunne godt sende en klat til den form for genremisbrug (fiktive afsløringer i virkeligheden!), men jeg holder den i mig og iler videre med en afsløring:
Jeg fik bogen i min postkasse som tak for, som Peter Øvig skriver i dedikationen, at jeg anbefalede ham at læse Delphine de Vigans ”Alt må vige for natten” – en dokumentarismelignende roman. Jeg husker det ikke, men det må være rigtigt, for da jeg læste den, var jeg optaget af, hvordan forfatteren undervejs i fortællingen om sin mors selvmord ærligt kommenterer det umulige i at skrive noget sandt om sin egen familie. ”Hvad jeg end skriver, vil det blive en opdigtet historie”. Peter Øvig læste bogen, mens han skrev ”Nakkeskuddet”, han har citeret den i sit forord og på den måde vedkendt sig dens forkortede udsagn: ”Sandheden eksisterer ikke”. Det synes jeg er stort gjort af en dokumentarist; gid flere romanforfattere ville gøre det samme.
