Krimi-krimskrams

Kære Måge

Jeg er vild med Anders And, Lucky Luke, Lille Virgil, Pippi Langstrømpe, platte vittigheder og popmusik. Alligevel har jeg af og til fornemmelsen af at blive betragtet som en åndssnob. Og det bare fordi jeg undgår krimier. Jeg gider dem ikke. Det falder åbenbart nogle krimilæsere for brystet, at blå blink over gerningsstedet næsten per automatik keder mig. Men jeg kan ikke gøre for det, og jeg udelukker slet ikke, at det er en brist hos mig, denne manglende interesse for politi og retsmedicinere. Jeg er dybest set ligeglad med, hvem morderen er.

Problemet er til at tage og føle på, og jeg er ikke god til at håndtere de diskussioner, der kommer ud af det. Jeg elsker jo at tale om bøger med folk, men hader at svare på, hvorfor jeg ikke læser den nyeste af Leif Davidsen. Jeg synes på en eller anden måde, at svaret giver sig selv. Der findes så mange gode bøger at vælge imellem. Enhver må vælge frit, og mennesker fordybet i læsning er næsten altid behageligt selskab. Den indadvendte ro, de udstråler, når de sidder i selvforglemmelse under lampen og bladrer, den kan jeg godt lide. Jeg kan lide opslugte mennesker. Fred på jord finder man i bibliotekernes læsesale. For mig er det underordnet, hvad der bladres i – jeg håber bare, at man ikke sidder og slikker sig om munden med ”Mein Kampf” i skødet, rokker hjernevasket hen over ”Koranen”, eller banker på min dør med ”Bibelen” og et lamt citat af Jehova. Enhver må vælge frit.

Jeg vælger tit ud fra reglen, der, på trods af rigtig mange undtagelser, siger, at bøger på 100 sider har mere tyngde end dem på 500 sider. Det er min erfaring, at megen tomgang kan undgås på den måde, jeg slipper for at læse om, hvad der er i indkøbsposerne, og hvordan den femte kop kaffe smager. En god ven af spinatfuglene foreslog, at jeg skulle prøve Friedrich Dürrenmatt, og jeg besluttede mig for at give krimien endnu en chance – kunne heller ikke lide oliven første gang, og smagen ændrer sig med årene, egentlig lidt uhyggeligt at tænke på! I Henning Goldbæks nyoversættelse fra sidste år fandt jeg tre romaner i ét bind; hver af dem, til min lettelse, på ca. 100 sider. ”Dommeren og hans bøddel”, ”Mistanken” og ”Løftet”.

Jeg stod netop og skulle med familien en tur til Østrig og tænkte, at det var en god anledning. Først senere gik det op for mig, at Dürrenmatt var fra Schweiz… Men se, hans bøger ville jeg nok også kunne have læst i Albanien. Ja, Dürrenmatts krimier er gode. Ikke skandinaviske voldsorgier (jeg har engang kigget i ”Hypnotisøren”!). Den kræftsyge kommissær Bärlach fra Bern er så tilpas mærkelig, at jeg fulgte hans opklaringer med noget for mig så uvant som spænding. Jeg er stadig lidt forundret over det, for jeg læser normalt ikke bøger for spændingens skyld. Men der var også noget andet på færde. Dialogerne var helt umulige. Pludselig kaster en skurk sig spontant ud i lange monologer om verdens ondskab og meningsløshed, i noget, der minder om filosofiske forelæsninger. Sådan taler ingen, men jeg er vild med det. Jeg mener, det er en kedelig misforståelse, at bøger absolut skal mime virkeligheden. Måske er det der, mine tidligere krimilæsninger er strandet; på den pedantiske realisme og fantasiløshed, der bare vil overbevise mig med sine troværdige fremstillinger af hverdagen – ja og så lige den der bestialske forbrydelse, der skal sætte lidt fut i det fade.

Men altså: Gode krimier findes. Jeg skal bare have lidt hjælp til at finde dem.