Kære Måge
Legoklodserne rasler på gulvet i stuen. Jeg har lukket min dør og sidder igen ved skrivebordet, fast besluttet på at få ram på nogle taster. Adam, min søn på tre, synes ikke om ideen; mit skrivebord har en dårlig indflydelse på mig. Når jeg sidder der, mister jeg hørelsen og får tunnelsyn, jeg bliver underligt fjern, mærkeligt selskab, jeg mumler udeltagende svar i øst på spørgsmål i vest, og spørgsmålet er som regel, om vi skal lege. Det er ikke til at forstå, at jeg sidder lige dér uden at være til stede. Med jævne mellemrum forsøger han ihærdigt at komme mig til undsætning, han har ikke opgivet mig endnu.
Den raslende lyd af Lego blandet med mine små klik på tastaturet spiller en pudsig melodi. Jeg kan med ét høre det, de to verdner i disharmoni. De taler ikke sammen, men forbi hinanden. Og jeg forstår, at det er forfatterens forbandelse. At ethvert forsøg på at fastholde verden må mislykkes. Iagttagerens distance er måske vores mest latterlige paradoks. Vi kan rive os selv midtover, men aldrig være både tilskuer og deltager. At være forfatter handler om at iagttage, at skærpe opmærksomheden på livet. Mens jeg leder efter det, med opmærksomheden vendt mod en af øjeblikkets interessante bagateller, har jeg ryggen til noget andet – måske det allervigtigste.
Problemet har en konkret og en abstrakt side. Den konkrete kender alle, der er beskæftiget med noget, som tager opmærksomhed et andet sted fra – arbejdet, der fylder på bekostning af familien. Den abstrakte side kender man, hvis man har prøvet at være fanget i refleksionens rum. Det er svært – ja, umuligt – at være nærværende til stede med sine omgivelser, hvis man samtidig reflekterer over nærværet; opmærksomheden er der, men den er under observation og derfor ikke fri.
Det er kun en del af forbandelsen at være refleksionsbundet, i selskab med sit spejl. Noget andet er alt det virkelige liv, man går glip af ude på tilskuerpladsen. Vilkår, som jeg må have haft en svag forudanelse om, da jeg skrev min første roman, for her optræder en tragikomisk skikkelse, forfatteren Axel: ”Hvad Axel kunne nå at skrive i løbet af en dag, ville kun tage et par minutter at læse. Ikke underligt at forfatteren kommer bagud, han halser efter livet, men distanceres og bliver mere og mere fjern fra alting.”
Dengang havde jeg ingen børn; jeg ønskede, trods forudanelsen, at blive forfatter, jeg havde slet ikke overvejet, at jeg måske allerede var dømt til at blive det, at ”forfatter” er en slags diagnose, noget, man lider af.
Det er muligt, at min mor for længst har set faresignalerne. Sidst, jeg så hende, læste hun ”Opfyldelse uden forventning” af Claus Grymer på sin iPad (hun er længere fremme end mig); romanen optog hende meget, og der var noget insisterende i måden, hun beskrev den for mig på. Den handler, så vidt jeg kunne forstå, om en forfatter, der indser, at han har spildt sit liv… Var det en hentydning? I hvert fald fik jeg lokket et par citater ud af hende: ”’Lykkelig!’ Normalt var det et ord jeg veg langt udenom – bortset fra i det jeg skrev.” Og: ”Det handlede om at lukke sig inde i rum som jeg kunne overskue. I modsætning til det liv der hævdedes at finde sted uden for bøgerne.” Og så: ”Jeg havde forsømt noget, ikke i litteraturen, skidt med den, men sandelig i livet.”
Okay! Jeg slutter her, har siddet længe nok. Nu vil jeg finde Adam i en fart.
