Kære Krage
Hun så dybt ind i mig med et blik, der svulmede af varme. Hun havde læst en af mine noveller og var rørt, for det var så fint. Moren og datteren i novellen var meget forskellige, og selv om de begge ville, var det så svært for dem at mødes på tværs af en dyb værdikløft. De havde skændtes, og så var der alligevel en forsoning til sidst. Et kram og tårer. Og nu græd min veninde også, for hun kunne genkende situationen og var forfatteren taknemmelig for at have fremmanet denne følelse af forsoning. Læsningens erfaring var direkte kompatibel med det virkelige liv.
Jeg bevægede langsomt ansigtet op og ned, målløs, mens min hjerne bevægede sig i den modsatte retning. For hvordan kunne hun læse den afslutning som en happy end? En forsoning! Efter min ringe mening, og jeg var trods alt ophavsmand til novellen, var der ikke tale om en forsoning. Faktisk blev jeg stødt på manchetterne over, at hun kunne tilskrive mig en afslutning, hvor alt falder på plads. Mor og datter falder hinanden i armene og græder af glæde. Herre Jemini! Jeg sagde ikke noget, tænkte storladent, at jeg ikke ville ødelægge hendes læseoplevelse. Jeg genlæste novellen og blev enig med mig selv om, at den heldigvis stod så tilpas uforklaret, som den skulle, men med en lille vægt til det pessimistiske, som den også skulle. Moren og datteren havde lang vej igen. Mågen skriver ligesom ikke selvudviklingsbøger!
Nogle uger senere skulle jeg holde et foredrag på et bibliotek, og med ovenstående oplevelse i hu læste jeg den korte novelle højt og var vært ved en lille afstemning:
Hvor mange holdt med moren, og hvor mange holdt med datteren?
Hvor mange mente, at novellen endte godt (forsoning), dårligt eller ingen af delene?
Der sad et par litterater på første række, der frabad sig at deltage i den slags underlødig kvantificering af noget, der skulle være kunst, men resultatet af de andre 40-50 hænder var bemærkelsesværdigt. Svarene fordelte sig ligeligt på de forskellige muligheder, og en lystig debat spredte sig, for de, der var på moderens side, kunne slet ikke forstå dem, der var på datterens side, og vice versa.
Alle forfattere har oplevet noget tilsvarende: At læsningen af deres bøger falder meget forskelligt ud. Selv skolede læsere som anmeldere kan læse den samme bog vidt forskelligt. Forskellen er endnu mere udtalt, når man møder de gråhårede læseheste til et biblioteksarrangement. Eller ikke-akademikere som min gode veninde, der blev rørt over den forsoning, jeg ville have sværget på ikke havde fundet sted. Men det havde den så.
Der er mange måder at udtrykke fænomenet på. Jeg foretrækker vendinger som “bogen tilhører læseren” eller “som forfatter laver man blot en løs skitse”. Sagen er, at en bog ikke eksisterer i sig selv, bortset fra som fysisk genstand bestående af tusindvis af trykte tegn på papirsider, der hænger sammen ved hjælp af lim og et tykt stykke pap eller karton. Bogen bliver først til i mødet mellem læser og papirsider. Og hvert eneste møde er forskelligt.
Det er banalt, Krage, jeg ved det, men jeg kommer til at skrive noget tilsvarende igen. For jeg er ikke den eneste, der ofte glemmer denne banale sandhed.
Anledningen til dette skræp er i øvrigt et møde med den akademiske altmuligmand Michel de Certeau (1925-86), der har beskrevet læseren som ’krybskytte’. De Certeau argumenterede imod, at et værk skulle tolkes på en bestemt måde (af en kulturelite), og han argumenterede imod, at læseren skulle være en klump ler, der ukritisk lader sig forme af et værk. Læseren gør derimod, hvad der passer hende eller ham med de tegn, der står spredt ud over siderne. Tager hvad der kan bruges:
“Readers are travelers; they move across lands belonging to someone else, like nomads poaching their way across fields they did not write […]” (Michel de Certeau: The Practice of Everyday Life, XII. Reading as Poaching)
