Kære Krage
Nedbidte negle og tykke pølsefingre. Rødlige bakkenbarter og forvokset næse. Ansigtet måneformet med et rektangulært brillestativ foran de små øjne. Den 16-17-årige fyr foran mig ligner enhver anden ung fyr i ombygningsfasen i lokaltoget mellem Hundested og Hillerød. Et sted, hvor jeg tilbringer størstedelen af mit forfatterliv. Men ham her skiller sig ud. Han tiltrækker sig opmærksomhed. Mellem hænderne har han ikke en iPhone, men en mangefarvet drejeterning. Professorterningen – en reminiscens fra Mågens barndom. Fyren kigger ud af vinduet, mens terningens sider farer rundt. Det er de tykke fingre, der sætter farverne i bevægelse, men terningen ser ud til at have sit eget løbske liv. Da toget forlader Frederiksværk Station, vender det dybtliggende blik bag metalstativet tilbage til terningen, han ser den an, vender den i hænderne et par gange, og nu cirkler farverne rundt igen. Hurtigt bliver siderne mere og mere ensfarvede, som om han sad med en lille pensel.
Mågen har aldrig i sit liv fået en terning til at gå op, men da vi når Kregme Station, under fem minutter senere, trækker han på skuldrene, som om han siger til sig selv: ”sjovt, den drillede lidt i dag”. Terningen er løst. Alle sider er ensfarvede. Fyren retter atter blikket ud af vinduet, og hænderne blander farverne igen. Sådan bliver det ved på turen mod Hillerød.
En nørd? Utvivlsomt.
En autist? Tvivler.
Et geni? Måske.
Jeg kan ikke lade være at kigge. Det fascinerende er i virkeligheden ikke hans evner med terningen. Mon ikke der findes en guide på nettet til at løse alle problemer på under 25 drej? Det er snarere det lille træk på skuldrene og den spidsede mund i sekunderne efter, han har løst terningen. Og blikket, da han fem minutter før Hillerød lægger sin terning i rygsækken og sætter sig tilbage med hænderne foldet i skødet. Han har ikke brug for andet til at optage sine hænder eller passivisere tankerne, han ser roligt, måske en anelse selvtilfreds ud på landsskabet. Hvad er det for et blik?
Jeg gætter på, at han træner til noget, at han er typen, der elsker at perfektionere. Han er blevet dansk mester i professorterning og nummer 4 til VM i Seoul (de første pladser blev besat af tre sydkoreanere, der havde en mekaniker fra McLaren-teamet til at fintune deres terninger). Men måske tager jeg helt fejl af ham, for der er noget mere. Han har opdaget mig. Ikke at jeg sidder og glor på ham, tværtimod, Mågen har mange års træning som tog-voyeur, men han strejfer mig med blikket flere gange, som om han ved, at jeg sidder og skriver om ham. En rendyrket nørd eller et matematisk geni ville aldrig bemærke en voyeur.
Så er det Brødeskov, sidste station inden Hillerød, og det er nu, hvis jeg skal spørge ham. Få løst gåden, få et blik ind under facaden. Vores blikke mødes et kort øjeblik, jeg vender mit ned mod skærmen. Skriver videre på denne linje … jeg tør godt, med en fortid som journalist er Mågen vant til at tage det første skridt, men modviljen er massiv. Måske er han bare en helt almindelig matematisk gymnasiast, der har indgået et væddemål om, at han kan løse terningen på under 3 minutter inden eksamen. En sejr udløser en kasse øl. Sikke en skuffelse, det ville være. Og hvis svaret så var mere interessant – måske en dyb sorg over tabet af faderen, som lærte ham terningens hemmeligheder – så ville han aldrig sige det. Han ville måske heller ikke kende det dybere svar. Et svar kan næsten kun skuffe. Svaret udelukker magien og mangfoldigheden.
Mågen forlod journalistikken for mange år siden. Det var nok meget godt.
