Kære Krage
Jeg har en læseoplevelse, som jeg bliver nødt til at dele med dig. Det er en trilogi skrevet af en dansk forfatter, og selv om den har fået meget blandede anmeldelser, har læsningen gang på gang efterladt mig med denne under huden kriblende glædesfølelse og illusionen om pludseligt klarsyn.
Det er muligt, at måger kan være en meget larmende art, men jeg har aldrig opfattet os måger som særlig højstemte. Mere som jævne fugle, der trives udmærket i barskt vejr og i øvrigt æder det meste. Nu skal jeg forsøge ikke at blive for højstemt, for jeg vil rigtig gerne forklare, hvorfor denne trilogi har været en stor oplevelse. Men, indrømmet, det er umanerligt svært, for slår man op og læser nogle sider, virker det ikke just som et mesterværk. Og netop det faktum, at jeg har så svært ved at forstå min begejstring, er en attraktion for mig. Det uforklarlige mesterværk. Man efterlades glad og rystet efter mange dybe stød i følelsesregionen og mindst lige så mange tørre hook til intellektet. Men uden rigtig at forstå, hvad der skete. Havde man forstået årsagen, ville oplevelsen være en anden. Værket har ikke forsøgt at ramme mig, og derfor er knockoutet så meget mere voldsomt og velkomment.
Min overmand består af 1000 sonetter (14 verslinjer bestående af 11-12 stavelser). Fordelt på tre bøger. Udgivet i 2011, 2013 og 2013. Alle opkaldt efter et bjerg, henholdsvis Monte Lema, Hundstein og Sex Rouge. Selv om teksterne er afleveret i sonetform, er der tale om lige ud ad landevejen prosa. Siderne fremstår mestendels som dagbogssider, hvor forfatteren har haft et bestemt antal tegn at gøre godt med. Forfatteren hedder Pablo Llambias, og trilogien fremstår umiddelbart som forfatterens helt usminkede fortælling om sig selv. Lad mig korrigere: JEG læser det som rå og ærlige tekster om forfatterens indre liv. JEG oplever teksterne som hamrende autentiske. Teksterne er ikke just smukke. Der er ikke brugt billedsprog. Fortæller-jeg’et er ikke ligefrem nogen helt. Han er psykisk syg (i hvert fald igennem størstedelen af de 1000 sonetter), og så lider han af en række moderne sygdomme: stress, meningsløshed, angst for at blive ældre, følelsen af at være et slet menneske, usikkerhed etc. etc. Det hele er afleveret nøgternt, nogle ville mene grimt, det synes jeg nu ikke, men se her fortæller-jeg’ets egen udlægning:
Jeg gør alt det
Jeg gør alt det, som jeg fortæller mine
studerende på Præsternes Efterud-
dannelse, at de ikke skal gøre. Jeg skriver
om min indre verden og ikke om alt
det udenfor. Jeg bruger ikke sanserne, men
reflekterer. Jeg skriver abstrakt og uden
scener. Man får ikke ret meget at vide om
den verden, der omgiver mig, en hel
masse om mine følelser. Mine følelser er be-
skrevet i et fattigt, billedløst sprog.
Der står, at jeg har det dårligt. Det er
ikke litteratur. Skal jeg fordømmes som
menneske. Ja. Skal jeg fordømmes som
forfatter. Ja. Jeg er et dårligt menneske.
(s. 309 i Sex rouge)
Som det fremgår, skriver fortæller-jeg’et også om skriveprocessen. Jeg forstår udmærket, at mange kalder bøgerne en 1:1-fortælling af Pablo Llambias. En pinlig selvudlevering. Selv har forfatteren afvist dette. Det har fået litterater til at skælde ud: Hvorfor vil du ikke indrømme, det er dig. I Sex Rouge skriver fortæller-jeg’et, at han hver morgen forhandler med sig selv om, hvem han er. Og at ”forskydningen” til en eventuel ”skriftversion” af jeg’et ikke gør dette problem mindre.
I sonetten går jeg’et ud fra, at de fleste af os bruger det meste af vores liv på forsøgsvis at være ”den, de er”. Jeg tilslutter mig. En stor del af mit liv handler om at finde ud af, hvem jeg er, hvorfor jeg er den, hvad jeg kan gøre ved det, og sikkert også en erkendelse af, at der ikke er så meget at gøre ved det. Et centralt tema i rigtig megen litteratur, også i denne sonetsamling.
Inden jeg fortaber mig i endeløse tankerækker, vil jeg skynde mig at sige, at jeg ikke tror, man kan lave en affotografering af et menneske. Heller ikke i sonetform. Man kan selvfølgelig prøve, ligesom man om morgenen foran spejlet kan spørge: Hvem er jeg?
Hele diskussionen om, hvorvidt bogens Pablo er identisk med virkelighedens Pablo virker derfor som et vildspor på mig. Jeg er i stedet interesseret i det ’Pablo-jeg’, der rejser sig fra linjerne, og som ikke er en objektiv størrelse, men resultatet af min læsning. Han ser ud, som han gør, fordi jeg har læst bogen.
Mange ville sikkert indvende, at jeg ikke bare kan ignorere de slående ligheder med virkelighedens Pablo Llambias, som i øvrigt er rektor for Forfatterskolen. Absolut ikke. Jeg gætter på, at det ikke havde været muligt at fremskrive noget, der i sidste ende opleves så autentisk, hvis forfatteren ikke havde brugt af sin egen virkelighed. Det gør alle forfattere i øvrigt. Og jeg er helt med på, at det også er et virkemiddel, der får mig til at opleve de 1000 sonetter endnu mere virkelige. Men diskussion om, hvorvidt det er 60, 70, eller 90 procent af virkelighedens Pablo i teksten, der er på nervemedicin, er lidt træls. Pointen er, at det med sikkerhed ikke er 100 procent, og at bøgernes Pablo er forskellig alt afhængig af læseren.
Men hvorfor har den mon ramt mig, denne besynderlige, og tilsyneladende provokerende, trilogi? Et skud: Teksterne indeholder en nyskabende rå energi og en lige så ny type stemme. Jeg tror faktisk – på trods af tæskene – at trilogien langsomt vil rejse sig og blive en klassiker. I så fald vil det ikke være den første klassiker, der blev født til tæsk.
